Gå til hovedindhold
Foto: Knud Jakobsen
Spørgsmål & Svar

Hvorfor bliver persillen gul?

fre. 11. jul. kl 10:05

I de senere år er kruspersillen i køkkenhaven blevet mere og mere gul i løbet af sommeren. Hvad kan der være galt?

Jeg kan ikke få øje på skadedyr. 

Mvh. Knud

Haveselskabets Rådgivning

Ifølge Haveselskabets plantedoktor Magnus Gammelgaard er symptomerne helt tydelige. Din persille er angrebet af gulerodsfluens larver. 

Normalt kender vi gulerodsfluernes larver fra de små gange i gulerødderne. Her er det især 2. generation af larverne, der er meget problematiske. Det er dog meget normalt, at de også angriber persille.

De ganske små larver af 1. generation er faktisk i stand til at udhule persillens små rødder. Det kan være svært at se, men graver man forsigtigt en klump persille op, og vasker rødderne, vil man kunne se, at rodenderne ofte mangler. Derfor kan persillebladene ikke optage vand og nærring, hvilket resulterer i, at de bliver gule og til sidst dør. 

Som regel er det ikke al persillen, der forsvinder, og angrebet holder også op, når larverne forpupper sig, men det kan godt være slemt. 

For at undgå angreb må man for det første så persille på et areal, hvor der ikke før har været afgrøder af gulerødder, pastinak, selleri eller persille. For det andet må man dække arealet i slutningen af maj med fintmasket insektnet for at undgå at gulerodsfluen kommer for at lægge æg. 

 

Kommentarer

Juni måned er en problematisk måned at så (noget som helst) i, fordi det som regel er tørt og varmt. Vent hellere til slut august eller efteråret. Der er mange flere gaver i form af lavere temperaturer og mere fugt i luft og jord. Det kan godt være at et par planter går i blomst i foråret, men så vil de jo frøså sig, og du har en persille cyklus igang.

Vil du kommentere på indholdet?

Du skal være medlem af Haveselskabet for at kunne oprette en kommentar på hjemmesiden