Gå til hovedindhold
Foto: Verner Rønnow
Spørgsmål & Svar

Kartofler med revner - hvad er årsagen?

fre. 28. nov. kl 12:46

Nogle af mine kartofler har grimme revner, som er ret dybe. De står mellem sunde kartofler, der giver et rimeligt udbytte. Hvad kan det være? Hvad har jeg gjort forkert? Hvad kan jeg gøre?

Haveselskabets Rådgivning

Revner i kartofler kan opstå af flere grunde. Typisk fordi kartoffelknoldene stopper i væksten på grund af vandmangel. Når de senere får vand, og fortsætter væksten, opstår den slags revner. Det gælder altså om at holde kartoflerne i konstant vækst.

En anden årsag kan være virus, og der er forskellige typer, som kan ødelægge kartofler på forskellige måder: Virus Y kan medføre vækstrevner, der minder meget om dem der opstår på grund af vandmangel. Sidste år (2008) var der kraftige angreb af Virus Y, så læggekartoflerne kan have været kraftigt inficeret.

En særlig type af Virus Y, der kaldes Y NTN (Y N tuber necrosis) medfører ringformede pletter på kartoflerne. Den har bredt sig meget i Danmark de senere år. I begge tilfælde gælder det om at lad være med at bruge egne læggekartofler, men køb nye, sunde.

En tredje mulig årsag til vækstrevnerne kan være rodfiltsvamp, der udover revnerne i knoldene, også kan medføre forsinket og uens spiring, deforme og grønne kartofler.

Rodfiltsvamp kan overvintre i jorden på døde planterester eller på læggekartofler. Også her gælder det om at købe sunde læggekartofler, samt have et sædskifte med mindst fire år uden kartofler i samme jordstykke

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.