Gå til hovedindhold

Annonce

Foto: Helle Mogensen
Spørgsmål & Svar

Løg til genbrug

22. februar 2010

Kan jeg plante hyacinterne ud i haven, når de har blomstret indendørs? Kan de erantis og vintergækker, jeg gravede op sidste forår, og som nu er helt tørre, overleve og sættes i jorden igen?

Haveselskabets Rådgivning

Der er ingen grund til at kassere hyacinterne, selvom de er drevet frem i stuevarmen og har blomstret en enkelt gang. Både hyacinter og andre forårsløg kan plantes i haven, efter at du har haft glæde af dem inden døre. Hyacintens løg er flerårige og vil udvikle nye blomster fra samme løg.

Andre typer af forårsløg som f.eks. perlehyacint, scilla og narcisser kan ligeledes ”genbruges”. Da de tit står meget tæt i de potter, man køber dem i, er det vigtigt at sørge for, at løgene hives fra hinanden. Det gælder især de forskellige typer af narcisser (påske og pinseliljer). Deres løg kræver plads imellem sig for at udvikles. Hvis de står for tæt, kan man risikere, at løgene i stedet går i sig selv.

Når de er afblomstret, skal løgene opbevares tørt og køligt, indtil du kan komme i jorden ude i haven, og lægge løgene på ny. Når det drejer sig om hyacinter, kan du ikke vente dig så store blomster, som drivløget har givet.

Hvis dine erantis og vintergækker har ligget knap et år, er de formentlig helt tørret, og i så fald ikke noget værd længere. Tjek dem ved at trykke på dem, og mærk efter, om nogle af dem stadig virker hårde – ligesom gør med et almindeligt spiseløg. Er de hårde, er det godt, men er de bløde, dur de ikke.

Er der løg, der stadig er gode, så skynd dig at lægge dem i jorden, så snart frosten er væk.

Mange flere spørgsmål og svar

Vi har samlet en lang række spørgsmål og svar, som Rådgivningen har behandlet.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet