Gå til hovedindhold
Storbladet liguster
Storbladet liguster. Foto: Laila Sølager
Artikel for alle

Storbladet liguster - en overset duftplante

Storbladet liguster er stedsegrøn, elegant og duftende, og så tåler den en del salt i luften. Derfor er den særlig velegnet nær havet.
Laila Sølager - 

Storbladet liguster, Ligustrum ovalifolium, er næsten stedsegrøn. Den er køn med blanke blade næsten hele året, dog især fra det tidlige forår, hvor der bliver sat nye blade og blanke skud.

Højde og bredde bliver omkring 2-3 meter afhængig af jordbund og vindforhold. Væksten er dejlig kompakt, samtidig med at busken virker luftig.

I løbet af juli dukker de hvide blomster op i spidsen af skuddene. Blomsterne dufter lidt syrenagtig, og det er især tydeligt på en lun aften. Efterhånden som de bliver bestøvet, omdanner de sig til sorte bær, som fuglene sætter stor pris på.

God ved havet

Inde i landet, hvor der er koldere om vinteren, klarer storbladet liguster sig ikke så godt som almindelig liguster, Ligustrum vulgare. Men i kystnære egne, især mod vest og nord, er storbladet liguster at foretrække både i haver, omkring sommerhuse og i læhegn.

Den kan vokse nær kysterne, fordi den tåler en del salt i luften. Det er der ikke mange buske, der bryder sig om. Og dem, der tåler den skrappe kost, er ikke altid lige elegante at se på. Men det er storbladet liguster.

 

Annonce