Gå til hovedindhold
- Fotograf: flickr
Artikel for alle

Stue-azalea

De fleste af os kender den lille Stue-azalea, men hvordan passer vi den bedst?
Jesper Carl Corfitzen - 
13. december 2013

Stue-azaleaen, Rhododendron simsii, er nok den mest udbredte og populære rododendron, der overhovedet findes. Du finder den lille skønhed i de fleste supermarkeder, blomsterhandlere og gartnerier landet over.

Stue-azalea stammer oprindeligt fra Taiwan og Kina, hvor den gror i let halvskygge i en kølig, fugtig, sur jordbund. Den fås i mange rødlige, rosa, hvide og violette farver med større eller mindre overdådige blomster. Nogle med helt enkelte og andre dobbelte blomsterhoveder. Planten er tæt, kompakt og nærmest mere bred, end den er høj. Vælg altid en plante, der ikke er fuldt udsprunget. Så får du mest glæde af den hen over julen.

Tåler ikke at tørre ud

Den lille surbundsplante bryder sig ikke om at mangle vand, og blot en enkelt udtørring betyder bladfald og somme tider plantens død. Potteklumpen skal derfor altid holdes fugtig. Den skal vandes med blødt vand eller regnvand. Selv plejer jeg at give den en ugentlig dypning i en dyb skål og lade den stå og suge væde til sig i et stykke tid. Derefter tager jeg den op og lader den dryppe af. 

Stue-azaleaen skal helst stå lyst og køligt, og derfor er en varm stue ikke at foretrække. Planten holder længst ved at stå i et køligere rum om natten. 

Stil den så lyst som muligt

Den største udfordring for Stue-azalea og andre af julens stueplanter er den tørre stuevarme, kombineret med de få timer lys vi har på denne årstid. Planterne kan ganske enkelt ikke holde til det, og derfor går det ofte galt. Stil derfor dine julepotteplanter så lyst som muligt og uden for megen direkte varme.

Hold dem jævnt med fugt og brug gerne dyppemetoden fremfor små vandinger. 

Plejer du planten korrekt, kan du sætte den ud sent om foråret og dyrke den udendørs frem til næste vinter. Har du en udestue eller vinterhave, er det et oplagt sted for din stue-azalea.

 

 
Annonce

Få HAVEN i april

I denne måned byder magasinet på stort tema om klatreplanter. Skønne reportager. Travlhed i køkkenhaven. Opskrift på en spiselig krukke. Haven netop nu og meget mere. Få 5 numre for 345 kr. – lige til foråret.