Gå til hovedindhold
Foto: Flickr
Foto: Flickr
Artikel - Havetips

Syv tips når du lægger blomsterløg

Her får du syv tips til, hvad du skal overveje, inden du kaster dig ud i valget af blomsterløg og sikrer et skønt blomsterflor til foråret.
Jeanette Roust Thysen - 
01. september 2011

Livet er fuld af valg. Ikke mindst i haven, hvor valget af forårsblomstrende løg nu er udskrevet. Udvalget er størst og kvaliteten bedst i denne tid, hvor løgene kommer frisk fra fad hos producenterne af blomsterløg. Impulsvalg kan være skønt, men med lidt ekstra omtanke kan du sikre et harmonisk, tidligt og langstrakt blomsterflor i dine bede, krukker og græsplæne.

Her får du nogle tips til, hvad du med fordel skal overveje inden du sætter dit kryds på stemmesedlen over alle de skønne blomsterløg.

Fotograf: Jeanette Roust Thysen.

1) Begræns dig til udvalgte steder i haven

Koncentrer din indsats om udvalgte steder i haven. Ved at starte med at vælge placering, får du mere glæde af dine løg. Overvej, hvor du færdes oftest i haven i forårsmånederne og hvor du kan se forårsløgene fra husets vinduer.

Ofte er det i bedet i din forhave, omkring husets indgang samt ved udsigten fra køkkenvasken og spisepladsen, at du får størst glæde af dine løg.

2) Begræns farverne

Begræns dit valg af farver. Både for at bevare overblikket og skabe harmoni i haven er det en god idé at gå efter de udvalgte farver, som du især holder af.

Overvej også om der er andre løg i bedet, tidligt blomstrende stauder eller blomstrende træer og buske, som valget af farver skal matche med inden du lægger dig fast på blomsterfarverne.

Perlehyacint og anemoner. Foto: Jeanette Roust Thysen.

3) Keep it simple

Start i det små og hold dig til det enkle, hvis du er usikker på, hvilke løg og farver du skal vælge. Begynd i givet fald med at lægge én eller to slags løg i et bed eller i hver sin krukke. Så kan du bygge din løgpark ud efterhånden som årene går og du får mere erfaring med at udvælge og sammensætte løg.

4) Mange løg af hver

Køb og læg store mængder af hver slags løg. Det giver visuel ro. Jo mindre løgene er, jo flere skal der til for at skabe fylde og opnå en ’wauw-effekt’ i havens krukker og bede.

Fotograf: Jeanette Roust Thysen.

5) Forlæng blomstringen

Kombiner forskellige arter af løg for at skabe langstrakt blomstring. Vælg arter, der blomstrer lidt forskudt for at sikre fornyet blomstring i løbet af foråret. Typisk blomstrer erantis og vintergækker allerede i februar. I marts følger krokus og efterfølges af narcisser, perlehyacinter, tulipaner og prydløg i april og maj.

6) Tænk i højder

Udnyt løgenes forskellige højder. Krokus, perlehyacinter og anemoner er velegnede til at skabe en blomstrende bund. Narcisser og tulipaner hæver sig typisk til omkring en halv meters højde, mens prydløg er elegante højdespringere i det kombinerede løgbed.

7) Vælg de største løg

Gå efter de største løg og vælg altid friske, faste og fede løg. For eksempel fås tulipaner i str. 9-10-11-12-13, der referer til løgets omkreds. Vælger du løg i str. 12-13 får du langt større og mere karakteristiske blomster end du får af løg i str. 10-11.

Fotograf: Jeanette Roust Thysen.

Giv HAVEN som julegave

Giv 10 eller 5 numre numre af magasinet HAVEN. Så sender vi en ekstra julegave med.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds