Gå til hovedindhold
Foto: Haveselskabet
Artikel for alle

Tendenser fra Chelsea Flower Show 2021

Læs om årets havetendenser fra Chelsea Flower Show.
Louise Møller - 
23. september 2021

Chelsea Flower Show er stedet hvor de hotteste havedesignere er. Haverne er deres værker, og kan på mange måder sammenlignes med tøjmodens haute couture. Det er kunstværker, som ikke nødvendigvis er direkte til at kopiere i egen have, men man finder nytænkende designs, inspirerende plantesammensætninger og elegante detaljer.
Der er meget prestige i at designe en have ved Chelsea Flower show. Både de store showhaver og de mindre haver i de andre kategorier. Det har også gjort Chelsea Flower Show til stedet, hvor nye tendenser spottes.

Tendenser 2021

Dyrk meget på lidt plads

To nye kategorier var at finde på dette års show. Altanhaver og krukkehaver. Og det er ikke tilfældigt. Haveinteressen har oplevet et kæmpe boom de sidste halvandet år, drevet frem af Covid-19 pandemien, hvor mange har været tvunget til at være hjemme. Selvom man måske ikke har meget plads at gøre med, så er der masser af muligheder for at indrette en grøn oase hvor der båder er plads til afslapning, blomster og dyrkning af grøntsager og krydderurter. Det var der flere gode eksempler på.


Foto: Haveselskabet

Store plantekasser eller højbede, hvor stauder og sommerblomster står side om side med både krydderurter og grøntsager. Det gælder om at udnytte pladsen optimalt.


Foto: Haveselskabet

Hængende potter op ad væggen, kan bruge til at dyrke chili, krydderurter eller måske salat.

Haven er en ladestation

Det er ikke nyt, at kontakten med natur og planter gavner både vores fysiske og mentale helbred. Men det er stadig noget, der optager designerne, når de skal indrette haver. I flere haver var der indrettet steder til ophold, ikke kun som traditionelle terrasser, men også oaser, hvor man kan være alene med naturen, væk fra larm og støj, hvor der er plads til, at man kan observere omgivelserne, lade tankerne flyve og lytte til naturen. Det er en central del af havernes funktion, at de skal give plads til at man kan lade op i trygge, rolige, grønne rammer.

Foto: Haveselskabet


Foto: Haveselskabet


Foto: Haveselskabet

En sund natur er grundlaget for en bæredygtig udvikling

Klimaforandringer er ikke kun noget forskerne taler om, det er noget vi alle mærker og oplever, og det påvirker også havedesignernes måde at tænke haveindretning på. Hvis vi skal skabe en bæredygtigt udvikling, er det en forudsætning at vores natur har det godt, og er robust, for det er i høj grad den, der skal hjælpe med at vende den negative spiral. Derfor er det tydeligt at biodiversitet, insektvenlige planter, vand, skov og eng er elementer der bliver tænkt ind i designet.


Foto: Haveselskabet

Hotte farver

Der en klar tendens til at designerne i højere grad vælger planter, der blomstrer i brændte farver som orange, gul, vinrød, og mørk pink, og bruger dem gerne i selskab med planter med rødt løv, særlig buske og stauder. Farver som går godt i spænd, men som i sig selv kan virke tunge. Men sat sammen med lette grasser eller enkelte planter med lyse blomster, giver det en god balance. Tidligere så man, at designerne var lidt forsigtige med at bruge kraftige farver, men i flere af haverne var det tydeligt, at designerne bevidst havde arbejdet med de mættede og stærke farver.

  
Foto: Haveselskabet


Foto: Haveselskabet


Foto: Haveselskabet

 

 

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.