Gå til hovedindhold
Deling af staude. Foto: Anja Kelvin
September er et godt tidspunkt til deling af stauder. Foto: Anja Kelvin
Artikel - Havetips

Tjekliste til haven i september

Tid til at dele stauder, lægge løg, plukke æbler, så salat, toppe tomater, høste frø, forny krukker, male træværk, gå på sneglejagt - og alt det andet, du kan gøre i september.
Gusta Clasen - 
23. juli 2018

Prydhaven

  • Del stauderne: Tidspunktet er ideelt til at dele havens stauder, især dem der blomstrede i foråret og forsommeren. Derimod er det bedre at vente med at dele de sentblomstrende som fx asters og høstanemoner til foråret. Se video
     
  • Læg forårsblomstrende løg: Fra september kan man begynde at lægge forårsblomstrende løg i haven. Her i starten af sæsonen er udvalget af løg størst. Vælg kun store, sunde og faste løg. Læg løggene i veldrænet jord, så de ikke rådner i løbet af vinteren. Til tema
     
  • Høst frø: Det er højsæson for at høste frø både i pryd- og køkkenhaven, så du har gratis frø til næste år. Høst frøene efter en tør periode og direkte ned i en papirkuvert eller et kaffefilter, hvor de kan tørre nogle dage. Det er vigtigt, at de bliver helt tørre, da de ellers mugner. Opbevar dem derefter tørt, mørkt og køligt - gerne i en boks i køleskabet. Husk at skrive plantenavn og dato på.  Se video
     
  • Ryd op i bedene: Fjern trætte sommerblomster, fjerne ukrudt og klip frøstandende af akeleje, løvefod, haveklinte og andre planter, der har tendens til at selvså sig lidt for villigt i haven. Dæk tilslut jorden med et lag halvt omsat kompost.
     
  • Tag krukkeplanterne ind: Flyt pelargonier og andre stueplanter ind nu. De har lettere ved at vænne sig til indelivet, når kontrasten mellem udeklima og indeklima ikke er for stor.
     
  • Plant nye stauder: September er ideel til at plante nye stauder. Jorden er stadig lun, dagene er kortere og knap så solrige og tørre og natteluften er fuld af fugten. Sæt planterne i en spand vand, før du planter. Se tips
     
  • Forny krukkerne: Sommerblomsterne, der blev plantet i krukker i maj/juni har blomstret uafbrudt i 3 måneder, og ser nok efterhånden lidt halvvisne og forvoksede ud. Det er tid til at udskifte dem med efterårsblomstrende asters, pyntekål, lyng, sankthansurt eller små stedsegrønne buske, der kan pynte til ud på vinteren. Til guide
     
  • Hold gang i roserne: Fjern løbende visne roser og syge blade, men undlad at gøde. Nogle af roserne vil blomstre lige til frosten kommer. Giv også klatreroserne lidt opmærksomhed. Klip dem om nødvendigt tilbage og bind løse grene op, mens stænglerne stadig er bløde. Så sikre du, at de ikke knækker under efterårets og vinterens storme.
     
  • Mal træværket: Her efter en tør sommer er træværket tørt, så september er et godt tidspukt at få malet plankeværket, havemøblerne og andet træværk i haven.
     
  • Slutspurgt på sneglejagt: Dræbersneglene lægger flest æg i august til september, og det er især unge snegle, der overvintrer. Så hvis du gerne vil begrænse antallet af snegle i haven næste år, kan det godt betale sig at gøre en indsats nu. Gå på jagt efter små snegle og æg på fugtige steder. Til guide

Nyttehaven

  • Høst og gem æblerne: Hvis æblet slipper, når du drejer det rundt, er det tæt på at være fuldmodent. Gem kun æbler, der ikke er blevet stødt eller har andre skader. Læg æblerne i lave kasser og sæt dem et sted i skygge fx i en garage eller under et halvtag. Tilse jævnligt æblerne og fjern alle syge æbler, før de smitter de andre. Læs mere
     
  • Sylt, frys og gem: Nyd overdådigheden i køkkenhaven, og benyt det store udbud af grøntsager og frugt til at lave et vinterforråd af pickles, syltede tomater, tørrede chilier, marmelade, mos og blancheret grønt til fryseren.
     
  • Dæk jorden i køkkenhaven: I starten af september er det sidste frist for at så dækafgrøder som honningurt, gul sennep eller kløver i køkkenhaven, da de skal nå at spire frem, mens jorden stadig er lun. Dækafgrøden holder på næringsstofferne og begrænser ukrudtet. Til foråret er det nemt at nedmulde dækplanterne, inden du sår. Læs mere
     
  • Tag kartoflerne op: Det er en god idé at grave kartoflerne op, inden jord bliver for tung og klæbrig. Vælg en solrig og blæsende dag. Læg en pressening, flade kasser el.lign. ud på jorden, hvor kartoflerne kan ligge og tørre, men lad dem ikke ligge for længe, da de så bliver grønne og dermed giftige. Gem dem et mørkt og køligt sted (4-8 grader) fx i en jordkule.
     
  • Lav kompost: Lav kompost af alle de grønne resten fra køkkenhaven, hvis du altså ikke har høns til at tage sig af dem. Det giver gratis gødning, der samtidig forbedre jorden. Til tema
     
  • Klip toppen af tomaterne: Der er hverken lys eller varme nok til, at nye tomater kan nå at modne, så du kan lige så godt klippe toppen af planterne. Så kan planten bruge energien på at mode de frugter, der allerede er dannet, istedet for på at danne nye skud og frugter. Fjern også angrebne blade, tynd ud og sørg for god udluftning i drivhuset.
     
  • Skær asparges ned: Skær toppen af dine asparges, når bladene er blevet gule. De gule toppe kan bruges i buketter.
     
  • Fjern nedfaldsfrugt: Det kan godt betale sig at fjerne æbler, som falder af træet tidligere end normalt. Næste år vil du opleve et markant fald i antallet af æbler med orm. Smid ikke ormbefængte æbler på komposten. Giv dem til hønsene eller smid dem i skraldespanden.
     
  • Klip brombær ned: Samtidig med at du høster de sidste brombær, kan du beskære planten, så den ikke bliver til et vildnis i løbet af få sæsoner. Klip de fleste skud af i jordhøjde, så der kun er 3-5 skud tilbage pr. plante. Bind disse op på et espalier. Læs mere

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.