Gå til hovedindhold
Beskæring af rose. Foto: Istockphoto.com
Beskæring af rose. Foto: Istockphoto.com
Artikel - Havetips

Tjekliste til haven i april

Foråret er forsinket i år, men det skal ikke forhindre dig i at gå i haven. Alt dette kan du gøre i haven i april - hvis du har lyst.
Gusta Clasen - 
22. marts 2018

April er svær at sætte i bås vejrmæssigt. Det kan være lunt og solrigt det ene øjeblik, og blæsende koldt med regn, slud eller sne det næste. Og det er også helt umuligt at forudsige, hvornår nattefrosten er slut for i år.

Når det gælder april i haven, er det derfor også svært at give tips til, hvad man kan gøre i haven lige nu. Men her er vores bedste bud, og så gælder det selvfølgelig om at bruge sin sunde fornuft som haveejer. God fornøjelse.

Prydhaven:

  • Plant forår i krukkerne: Her i starten af april, hvor risikoen for nattefrost stadig lurer, er det endnu alt for tidligt at udplante sommerblomster. Men krukkerne behøver ikke at stå tomme, du kan allerede nu fylde dem med forårsblomstrende løg, påskeklokker, hornvioler og andre forårsbebudere. Se video
     
  • Giv haven gødning: I april kan du starte med at give gødning til græsplænen, roserne, nyttehaven mm. - uanset om du anvender organisk gødning, kompost eller kunstgødning. Læs mere
     
  • Gå på sneglejagt: Jo flere du får has på nu, jo færre vil der være i løbet af sommeren. De små snegle er svære at få øje på, så det er en god idé at lave nogle attraktive "gemmesteder" til dem, hvor de samler sig, så du lettere kan finde dem. Læs mere
     
  • Del stauderne: De fleste stauder vokser væk fra centrum, og mange bliver på et tidspunkt mere eller mindre døde i midten. I april kan du grave dem op, dele dem, kassere det døde og genplante resten i haven eller i potter til senere udplantning. Se video
     
  • Rens fliserne: Her i april, mens vejret stadig er fugtigt, har det størst effekt at rense fliserne for alger. Læs mere
     
  • Beskær roserne: Roserne kan beskæres, når der ikke længere er risiko for, at de nye skud, bliver svedet af frosten. Det plejer at passe med midt i april. Se video
     
  • Luge, luge, luge: Tag ukrudtet i opløbet ved at hakke, håndluge og kultivere jorden. Det lønner sig. Læs mere
     
  • Tjek opbindingen: Hvis du har klatreplanter, buske eller træer, der er bundet op på stativer, pergolaer eller pæle, er det en god idé at tjekke opbindingen efter vinterens rusk. Se efter, om de er forsvarligt tøjret og tjek også, at opbindingsmaterialet ikke har gnavet sig ind i barken. Læs mere
     
  • Plant stedsegrønne: April er et godt tidspunkt at plante stedsegrønne. Både buske og vintergrønne bunddækkeplanter, der kan give liv i haven om vinteren og være en frodig baggrund for forårets blomstrende løgplanter. Læs mere
     
  • Del vintergækker: Vintergækkerne takker af i takt med, at vinteren er på tilbagetog. Inden de helt forvinder fra jordens overflade, er det en god idé at grave nogle af de tætteste klumper op og dele dem, så de kan sprede sig i haven. Se video
     
  • Beskær sommerfuglebusk og almindelig hortensia nu: Disse prydbuske kan beskæres, når den værste frost er overstået, hvilket typisk er i april. Læs mere
     
  • Klip lavendler ned: Hold lavendlerne tætte ved at klippe dem ned til ca. 15 cm over jorden her i april. Klip ikke længere ned, end at der stadig er grønne blade tilbage på planten. Klipningen kan ske samtidig med, at du beskære roserne. Du kan også klippe andre stauder med træagtige stængler ned nu fx salvie, isop og sar.

Nyttehaven:

  • Læg kartofler: Mange garvede haveejere forspirer deres kartofler indendørs, hvilket giver dem et lille forspring. Men du kan sagtes lægge dem direkte i jorden her først i april, og stadig høste masser af nye kartofler i juni. Vent dog med at lægge dem til risikoen for hård frost er ovre. Se video
     
  • Så agurker ind i varmen: Frøene kan sås enkeltvis i potter fra midten af april. 1-2 planter giver normalt rigeligt af friske, grønne frugter hele sommeren. Agurker dyrkes i drivhus, men der findes også frilandssorter. Læs mere
     
  • Sæt løg: Stikløg sættes normalt i løbet af april. Tidspunktet afhænger af det aktuelle vejr, da der er større risiko for, at løgene går i stok, hvis de udsættes for en kold periode med nattefrost, efter at de er sat. Dæk evt. med fiberdug ved tidlig sætning.  Læs mere
     
  • Pot om: Hold øje med, om de forspirede planter, du såede inde i marts, trænger til at blive pottet om. Deres vækst går i stå, hvis de ikke får mere plads til rødderne i tide. Læs mere
     
  • Væn småplanterne til udelivet: De små, nye planter i vindueskarmen bliver let ranglede og blege, fordi de får for lidt lys. Så snart det bliver en smule lunt i vejret, er det derfor en god idé at sætte dem ud i haven om dagen, så de gradvist kan vænne sig til havelivet. Begynd med nogle få timer et sted, hvor de ikke får direkte sol.

Bliv medlem af Haveselskabet

For kun 345 kr. får du 5 numre af Danmarks bedste havemagasin HAVEN, gratis rådgivning og mange andre medlemsfordele.