Gå til hovedindhold
Foto: Istockphoto.com
Foto: Istockphoto.com
Artikel - Havetips

Tjekliste til haven i maj

Tid til at stikke mælkebøtter. plante asparges, støtte stauder, tynde ud, vande, fange liljebiller, så sommerblomster og alt det andet, du kan gøre i haven i maj.
Gusta Clasen - 
09. april 2018

Prydhaven:

  • Så sommerblomster i haven: Vil du have et flor af sommerblomster senere på sæsonen? Så er det nu, du skal så morgenfruer, stolt kavaler, tagetes, blomsterkarse direkte på voksestedet. Læs mere
     
  • Stik mælkebøtterne: Mælkebøtter er sejlivet ukrudt, som det ikke hjælper blot at hakke toppen af. Du skal bruge et mælkebøttejern, som du stikker dybt ned i jorden under mælkebøtten, hvorefter du vipper op, så du får hele den lange pælerod med op. Det er lettest, hvis jorden er let fugtig.
     
  • Vand, vand, vand: Maj kan være tør og varm, så derfor skal du være ekstra opmærksom på, om dine planter mangler vand. Husk især at vande alle nyplantede buske, træer og stauder, der endnu ikke har udviklet dybe rødder, så de selv kan hente vand langt nede i jorden. Læs mere
     
  • Støt stauderne: Ikke alle stauder er lige gode til at stå selv. Sæt store kviste ned mellem stauderne, inden de bliver for store. Grenene virker som et fast skelet, som blomsterne kan støtte sig op ad. Du kan også lave dit eget staudestativ ved at stikke begge ender af bøjelige grene ned i jorden og forme en kuppel. Læs mere
     
  • Tid til at formklippe: Maj er et godt tidspunkt til at klippe buksbom, taks og andre stedsegrønne, der skal formes i kugler, kasser, fugle eller andre skulpturer. De skal normalt studses igen i august, hvis formen skal holdes skarp hele året. Læs mere
     
  • Gød roserne: Storblomstrede roser, der skal blomstrer flere gange i løbet af sæsonen, er rigtige divaer, der har brug for lidt ekstra omsorg. Giv dem en håndfuld gødning hver måned ind til juli. Og glem heller ikke at vande. Læs mere
     
  • Læg knoldene i jorden: Når frosten er helt slut og de forkultiverede planter er i vækst og fyldt med grønne blade, kan du plante georginer og andre sommerblomstrende knoldplanter ud i bedet. Du kan også læggene knoldene direkte ud i bedet i maj uden at forkultivere. Beskyt de små planter mod snegle. Læs mere
     
  • Fjern de visne blomster: Når de er færdige med at blomstre, kan du med fordele fjerne de visne blomster fra påskeliljer, tulipaner og andre forårsblomstrende løgplanter. Tag fat under frøstanden og vrid den af. Så bruger planten energien på at samle næring til næste års blomstring i stedet for på at danne frø. Lad bladene sidde, da løgplanterne skal have fred til at visne ned.
     
  • Beskær forårsblomstrende buske: Beskær de forårsblomsterende buske, der netop er afblomstret. Så kan de nå at sætte knopper på de nye skud, der skal blomstre næste år. Se guide
     
  • Fang de røde liljebiller: Så går jagten ind på de lakrøde biller i liljer og kejserkrone. Saml dem ind i et glas, som du holder under billerne. De lader sig nemlig falde til jorden, når de føler sig truet. Hvis liljebillerne får lov at blive siddende, kommer der hurtigt en masse små, klistrede larver på planterne.

Nyttehaven:

  • Læg halm under jordbærrene: Dæk den bare jord mellem jordbærplanterne med halm, mens planterne er i blomst. Det har flere fordele: Halmen beskytter bærrene mod sprøjt af jord, når det regner. Det hæmmer fordampningen fra jorden, nedsætter risikoen for skimmelangreb og skygger for ukrudtet. I maj er det også vigtigt at vande, da det er nu bærrene dannes, men vent med at gøde til efter høsten. Læs mere
     
  • Plant og knib tomaterne: Tomatplanter kan plantes ud i drivhuset, når jordtemperaturen er 15 grader. Plant dem gerne dybt, for der dannes rødder på den begravede del af stænglen. Derefter skal tomatplanterne knibes jævnligt, hvis de ikke skal blive for tætte og uregerlige. Læs mere
     
  • Tynd ud: Afgrøderne i køkkenhaven må ikke stå for tæt, da de så ikke kan udvikle sig optimalt. Tynd dem ud eller så tyndt fra starten. Se video
     
  • Plant asparges: Asparges er meget nemme at dyrke selv. Det kræver blot lidt tålmodighed i starten. Når de først er begyndt at gro i haven, kan de holde i årevis. Asparges skal plantes så vækstpunktet er ca. 10 cm under jorden. Der skal være 30-40 cm mellem planterne og cirka 1 meter mellem rækkerne. Jordens pH skal være over 7 men under 8. Du kan tilføre kalk, hvis pH er for lav. Læs mere
     
  • Så squash, græskar, majs og bønner inde: Disse grøntsager skal først ud i køkkenhaven, når risikoen for nattefrost er helt ovre - det vil sige sidst i maj eller i starten af juni. Derfor er det en stor fordel at forspire dem indendøre, hvis du skal nå at have en god høst. Læs mere
     
  • Leg bi i drivhuset: Når vin, fersken og kiwi blomstrer i drivhuset, kan du forbedre bestøvningen ved at ryste vinen og håndbestøve blomsterne på fersken og kiwi. Du kan overføre pollen fra hanblomsterne til hunblomsterne med en tot vat eller en lille pensel.

Bliv medlem af Haveselskabet

Få rådgivning, magasinet HAVEN og masser af haveglæde. Bliv medlem i 6 måneder og få en lækker havehåndcreme med som velkomstgave. Din pris: 345 kr.