Gå til hovedindhold
Mahonia aquifolium
Mahonia aquifolium. Foto: Ellen Bundgaard
Artikel for alle

Træer og buske til tør skygge

Eksempler på træer og buske, der kan gro på vanskellige steder med både skygge og tør jord.
Ellen Bundgaard - 
22. april 2010

De fleste haver har områder med skygge: Fx fra eget hus, fra nabohuset eller fra store træer. Der er tit tørt i skyggen, især hvis den skyldes store træer, som tager sin del af vandreserverne, og endda hindrer regnvandet i at nå ned på jorden.

Ikke hvad som helst kan gro under sådanne forhold, men ved at vælge de rette planter, kan du godt få noget smukt og frodigt ud af det.

Der skal ikke nødvendigvis altid være beplantning disse steder, men nogle gange vil det være passende, fx hvis der er tale om et indgangsparti, en kedelig passage eller et mørkt hjørne i haven.

Træer

Et træ vil altid give karakter til beplantningen eller stedet i haven.

Guldregn, Laburnum x waterei ’Vossii’ kan du plante, hvis du kun har plads til et lille træ. Den får gule blomster i maj og stort set ingen bælge (hvem ville for øvrigt overhovedet fristes til at spise disse tørre tingester).

Hvidtjørn, Crataegus monogyna, eller hanesporetjørn, Crataegus crus-galli, som ikke er så almindeligt brugt i haverne, vil kunne trives i skygge.

Er der lidt bedre plads, kan du plante:

Almindelig røn, Sorbus aucuparia, eller

Fyldtblomstret fuglekirsebær, Prunus avium ’Plena’,

Begge er prydtræer, der får både blomster og bær.

Naur, Acer campestre, er også en mulighed. Det er et godt gammelt dansk træ, som tidligere var meget brugt til hæk.

Stedsegrønne buske

Er det skyggefulde sted nær husets indgang, hvor du kommer forbi året rundt, eller et sted, du kigger meget ud på inde fra huset, vil jeg foreslå, at en del af beplantningen er stedsegrøn.

Taks, med bløde mørkegrønne nåle, kan vokse i skygge. Du kan vælge en søjleformet, Taxus baccata ’Fastigiata’, en fladtvoksende, Taxus baccata ’Repandens’, en lav, busket Taxus media ’Farmen’ eller en højere busket med røde bær, Taxus media ’Hicksii’.

Buksbom kan også tåle skygge. Her kan du vælge mellem de mindre, Buxus microphylla, og de større, mere kraftigtvoksende Buxus sempervirens.

Laurbærkirsebær er en anden skyggetålende busk med stedsegrønne blade. Prunus laurocerasus ’Otto Luyken’ bliver højst 1,5 m høj og får hvidlige blomster i oprette stande i maj. Prunus laurocerasus ’Etna’ bliver noget større. Den får ikke blomster, men de nye skud er rødlige.

Blomstrende buske

I et skyggefuldt hjørne kan du fx plante buske med blomster, fx;

Blodribs, Ribes sanguineum ’Koja’, der tidligt på foråret blomstrer med rosarøde blomster.

Pibekvalkved, Viburnum lantata med hvide blomster i skærme i maj.

Almindelig snebolle, Viburnum opulum ’Roseum’, som får hvide blomster i juni i store kugleformede stande.

Hortensia, Hydrangea macrophylla, fx sorterne ’Alma’ (hvid), ’Bella’ (mørk rosarød), ’Clara’ (lyseblå) og ’Dorothea’ (lys rosa). Hortensia bør plantes i spagnum, som giver et luftigt, surt miljø omkring rødderne.

Til den ret tørre jord kan du vælge:

Ranunkelbusk, Kerria japonica ’Pleniflora’ med gule ponponlignende blomster i juni.

Blærespiræa, Physocarpus malvaceus ’Pyso’, som får hvide blomster i små skærme i juni.

Mahonie, Mahonia aquifolium.

Lille japankvæde, Chaenomeles japonica med store orangerøde blomster i april-maj. Lille japankvæde fås i en række sorter med forskellige rødlige farver.

For alle buskene gælder, at du ikke skal forvente helt så rig blomstring i skygge som i solen.

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.