Gå til hovedindhold
Tuetorskemund. Foto: Wikimedia
Tuetorskemund. Foto: Wikimedia
Artikel for alle

Tuetorskemund

Tuetorskemund kan vokse som et helt lille vandfald ned over stenene på stensætninger og støttemure.
Laila Sølager - 
28. september 2007

Stensætninger og støttemure kan være meget flotte. Men de kan også virke lige lovlig nøgne og "stenede" at se på. Derfor pynter en grøn plante i fugerne vældig på det lidt kølige look.

En af de nemmeste og hurtigste er tuetorskemund, Cymbalaria hepaticifolia. Den har dybgrønne saftige blade og hvide blomster med lilla skær fra tidlig sommer til frosten kommer. Blomsterne er små og halvskjulte mellem løvet.

I modsætning til andre fugeplanter som blåpuder og timian, sidder blomsterne spredte rundt i løvet, så blomstringen virker yndefuld og ikke pågående. Synet af blomster varer meget, meget længe - fra juni og helt frem til frosten lukker og slukker. 

Tuetorskemund. Foto: Wikimedia

Nok at tage af

Det er nemt af få sig en tuetorskemund. Blot en lille tot af blade og stængler er i stand til at sætte rod. Læg det hele ind i en fuge, og dæk med lidt jord, der trykkes fast sammen.

Kommer du forbi en mur med torskemund, så snup et lille stykke, og tag det med hjem. Ejeren vil sandsynligvis ikke have det mindste i mod at miste lidt. For torskemund er berømt for at brede sig meget og hurtigt, så der er nok at tage af.

Den kraftige vækst gør selvfølgelig, at du skal passe på, at planterne ikke breder sig over hele stensætningen, så de dækker for stenene. Men det er meget nemt at rykke store flager af plantetæppet. Det kan gøres når som helst på året. 

Læg torskemundaffaldet ud på en tør flise og lad det tørre ind nogle dage, før det ryger på komposten. Det er ikke heldigt at få komposten inficeret med stiklinger af torskemund, for så bliver planten let ukrudt i alle havens bede.

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.