Gå til hovedindhold
Artikel - Video

Video: Tynd ud i æbletræet

Jo mere du tynder ud i dit træ, jo flottere bliver de resterende æbler. Se her, hvordan du gør.
Frank Kirkegaard Hansen - 
18. april 2016

Ofte sætter æbletræer – og andre frugttræer – alt for mange frugter, i forhold til hvad de egentlig kan levere i en god kvalitet. For træet gælder det om at levere så meget afkom som muligt, men haveejeren vil hellere have nogle færre, men til gengæld flottere frugter. Jo mere du tynder ud i dit træ, jo flottere bliver de resterende æbler. 

Midt i juli er æblerne stadig små, så sommerferien er et godt tidspunkt at gøre det. 

     

    Undgå at udpine træet

    Træerne regulerer i nogen grad selv mængden af æbler og smider en del af overskuddet i løbet af juni – det såkaldte junifald. Det er dog ikke altid nok, og så må du hjælpe træet lidt på vej.

    Hvis der er for mange æbler, vil det – ud over nogle små og kedelige æbler – kunne udpine træet, så det næsten ikke giver nogen æbler det følgende år. Det kan resultere i, at træet kommer ind i en rytme, hvor det kun bærer æbler hvert andet år. 

    Sådan gør du:

    • Fjern først de æbler, der er beskadigede, for de bliver nemt angrebet af svampesygdomme. Ormstukne eller syge frugter bliver aldrig gode og kan desuden smitte de andre. 
    • Fjern også æbler, der sidder langt inde i kronen, hvor de alligevel ikke får noget lys. 
    • Er træet for tæt, kan du i stedet fjerne nogle af grenene, så der kommer tilstrækkeligt lys til, at frugterne kan få røde kinder.
    • En tommelfingerregel er, at der skal være en håndsbreds afstand imellem æblerne eller højst to æbler for hver frugtspore, som er de små grensystemer med blomsterdannende kortskud.

    Giv HAVEN som julegave

    Giv 10 eller 5 numre numre af magasinet HAVEN. Så sender vi en ekstra julegave med.
    Luk

    Find din afdeling

    Vælg et område på kortet
    Tilbage til alle afdelinger

    Vælg afdeling eller kreds