Gå til hovedindhold
Vårfladbælg
Foto: Laila Sølager
Artikel for alle

Vårfladbælg spreder farve

Vårfladbælg med små ærteblomster i lilla og rødblå toner spreder farver i forhaven i forsommeren.
Laila Sølager - 
25. april 2008

Vårfladbælg, Lathyrus vernus, der med små ærteblomster i lilla og rødblå toner spreder farver i forhaven. Den står nu som en lille lav kuppel med friskgrønne skud, der har en snert af ærteblomstens snoede stængler.

Egentlig er vårfladbælg en plante, der findes vildtvoksende i vores natur, men den er ikke særlig almindelig. Du har størst mulighed for at støde på den i lyse løvskove på leret eller kalkrig jord.

Hjemme i haven er den nem at få til at lykkes i almindelig muldjord, gerne tilsat noget kompost. Hvis den står i let skygge fra nærtstående buske eller træer, har den det godt. Kig på planteskolen efter den lille forårsbebuder eller tal med en haveejer, der allerede har den.

Efter blomstringen i løbet af juni, kan du snildt skære en skive af roden på en velvoksen plante. Blot der er hjerteskud og stængler på roden, får den hurtigt fat.

Når vårfladbælg har det rigtig godt, sår den sig også villigt. De små frø sidder i ærtebælge, som dukker op efter blomstringen. De spirer, hvis jorden er tilpas. Derfor er det nemt at finde små planter, der kan flyttes til egnede steder i haven.

Vårfladbælg ser rigtig godt ud under løvfældende træer i læhegnet omkring haven eller i en skovbund mellem bregner, anemoner og forårsløg.

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.