Generalforsamling / Erfa Havegrupper & Åbne haver
Få indflydelse på kommende aktiviteter i Haveselskabet Helsingør, alle er velkomne, kun medlemmer er stemmeberettigede
Kom til generalforsamling og få indflydelse på kommende aktiviteter i Haveselskabet Helsingør. I år skaber vi også en ramme for erfaringsudveksling lokale havegrupper imellem og inviterer til dialog og samarbejde for at få flere åbne haver her. Alle er velkomne, dog er kun medlemmer af Haveselskabet stemmeberettigede. Når du tilmelder dig er du velkommen til også at sende forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen.
Program
Velkommen (15 min)
Del 1: Generalforsamling (30 min)
Dagsorden ifølge Haveselskabets vedtægter:
- Valg af dirigent, stemmetællere og referent blandt tilstedeværende
- Bestyrelsens beretning for det forløbne år til godkendelse
- Fremlæggelse af regnskab 1/1 - 31/12 2025 til godkendelse
- Forelæggelse af budget og aktivitetsplan for 2026 til orientering
- Indkomne forslag.
- Valg af bestyrelse, vælges for en 2-årig periode
Formand: Pia Klee, Espergærde - ikke på valg
Næstformand: Erik Nielsen, Espergærde - ikke på valg
Kasserer: Anja Van Arkens, Helsingør - ikke på valg
Sekretær: Charlotte Fabech, Ålsgårde - på valg
Øvrige bestyrelsesmedlemmer:
Katja Anker, Helsingør - ikke på valg
Anne Charlotte Dam, Helsingør - ikke på valg
Britta Kamstrup Petersen, Helsingør - ikke på valg
Hanne Nielsen, Helsingør - ikke på valg
Bilagskontrollant: Janne Haugland, Espergærde - ikke på valg - Eventuelt
Pause (15 min)
Del 2: Erfaringsudveksling havegrupper (45 min)
Det har længe været et ønske i bestyrelsen at skabe bedre rammer for at vi kan mødes lokalt og udveksle erfaringer os haveentusiaster imellem. Vi ved også, at der findes medlemmer, der søger en havegruppe. Og allerede etablerede havegrupper, der søger inspiration. Derfor vil vi til arrangementet lade tre lokalt forankrede havegrupper fortælle om deres erfaringer og give anbefalinger til gode oplevelser. Efter dette tager vi en snak ved bordene, vi bestyrelsesmedlemmer har fordelt os og vil gøre vores til at hjælpe snakken i gang. Vi runder af med en opsamling på hvem, der søger havegruppe, og en liste med ideer til spændende steder/haver relevante for havegrupper.
Del 3: Åbne haver (45 min)
At opleve andres haver - eller selv at få besøg - er også en fantastisk måde at hente inspiration, få tips og tricks og møde andre haveentusiaster. Her i Helsingør-området vil vi gerne i dialog med vores medlemmer, så vi sammen kan arbejde os hen imod at få flere åbne haver lokalt. Det kan enten være i det små med besøg af lokale havegrupper "på tværs" eller i lidt større stil ved fx Haveselskabets årlige festival. Og det handler ikke om pryd og snorlige haver, intet kunne være mere forkert. Både vi i bestyrelsen, og medlemmer vi møder, elsker både skønhed og biodiversitet og er sjældent bange for at rode og eksperimentere sig frem. Alt det taler vi sammen om på mødet, dels ved et fælles oplæg og dels ved snak ved bordene.





