Fra pløjemark til have med mere fugle- og insektliv
Michael Arleth deler 26 års erfaring fra egen landbohave og viser hvordan du kan give naturen mere plads i din egen have
Michael Arleth fortæller, hvordan hans have gennem 26 år har udviklet sig, når biodiversiteten får lov at fylde mere. Med billeder og konkrete eksempler viser han, hvad der sker, når man begynder at arbejde med haven på naturens præmisser – og hvad det betyder for både dyre-, insekt- og fugleliv.
Aftenen kommer blandt andet ind på blomster og blomstring som fødegrundlag, og på hvordan små ændringer kan skabe flere levesteder.
Rewilding i havekontekst
Michael fortæller om rewilding i en havekontekst: mindre kontrol, mere variation og plads til det vilde på en måde, der stadig kan fungere i en helt almindelig landbohave.
Her udfolder han også idéen om “at være den store græsser” i haven. I naturen er store græssere med til at skabe dynamik i landskabet. I haven er det os, der skaber dynamikken gennem det, vi gør:
- når vi slår græs,
- rydder op,
- roder i jorden og
- fjerner det, der ellers kunne blive til skjul, føde og ynglesteder.
Nænsom havepleje
Du får samtidig indblik i, hvordan plejen kan blive mere nænsom. Michael fortæller om at slå med le, og hvad det betyder, når man slår mere selektivt og lader dele af haven stå i fred. Undervejs binder han egne observationer sammen med de valg, der gør en forskel, hvis du gerne vil invitere mere liv ind i haven – uden at det behøver blive kompliceret.
Flere vil måske kende Michael fra smykkeværksted og galleri i Horbelev på Nordøst-Falster, men denne aften handler det om haven og naturen lige udenfor døren: Hvordan man kan give biodiversiteten bedre vilkår, og hvad man selv kan tage med hjem og prøve af.





