Permakultur i små og store haver
Kom og bliv klog på permakultur, når hortonom Aiah Noack fra Naturplanteskolen giver et indblik i, hvad permakultur er.
Kom og bliv klog på permakultur og pluk det, som passer til dig og din have, når hortonom Aiah Noack giver et enkelt og praktisk indblik i hvad permakultur er og hvorfor principperne er vigtige i bæredygtig havedyrkning.
Aiah Noack, der er forfatter til bogen: "Fantasilater – eventyrlige blomstersalater" vil fortælle om hvordan jordens frugtbarhed øges samtidig med havearbejdet bliver mindre. Der skal ikke vandes eller kun sjældent, der bliver mindre ukrudt og al ukrudt og andre planterester genbruges så turen til genbrugspladsen med haveaffald helt afskaffes.
Permakultur handler også om at introducere flere spiselige planter i urtehaven, prydhaven, krukkerne og altankassen. Aiah Noack vil fortælle hvorfor vilde ukrudtsplanter er gode for haven, for insekterne og i vores kost.
Aiah Noack har beskæftiget sig med permakultur siden 2008 og stiftede i 2013 Naturplanteskolen som rådgiver, holder kurser og sælger frø, løg og planter.
Stift allerede nu kendskab til permakulturens univers på hjemmesiden
https://naturplanteskolen.dk/permakultur-i-haven/. Her ligger 10 instruktive videoer hvor Aiah Noack fortæller om frøet, jorden, det vilde ukrudt, gødning, kompostering, insekter og fugle, den gravefri have og
permakultur i altankasse, vindueskarm og drivhus.
Der vil blive serveret kaffe, te og lidt sødt.




