Om os
Haveselskabets Ærø kreds har pt 120 medlemmer og en bestyrelse på 5 samt 2 suppleanter.
Det Kongelige Danske Haveselskab blev stiftet den 23. september 1830 under navnet ”Selskabet til Blomsterculturens Fremme”. Over hele Europa blev der i disse år stiftet haveselskaber, men ikke mange har overlevet. Det danske er nu det næstældste kun overgået af et selskab i England.
Haveselskabet har i dag 30.000 medlemmer fordelt på 18 afdelinger opdelt i 104 kredse ud over det ganske land. Disse kredse ledes af 860 frivillige bestyrelsesmedlemmer. Desuden tilhører Haven på Frederiksberg Haveselskabet, der også har et sekretariat i Søborg. Ærø kreds har pt 108 medlemmer og en bestyrelse på 5 samt 2 suppleanter.
Haveselskabet udgiver hvert år 10 numre af magasinet Haven (kan ikke købes i løssalg). Man kan få gratis rådgivning om haveemner fra Haveselskabets uvildige og professionelle eksperter. Desuden er der hver måned medlemstilbud på planter, havebøger og andre ting til haven. Der bliver afholdt plantemarkeder og havefestivaller over hele landet løbende, hvor medlemmer har adgang over alt. Hver måned kan man i magasinet Haven under ”Det sker” se de mange spændende aktiviteter, der netop nu er i gang.
Her på Ærø besøger vi forskellige havetyper rundt på øen. Vi afholder desuden foredrag om forskellige haverelaterde emner, gerne af kompetente foredragsholdere, og vi gennemfører udflugter til fastlandet.
Et års-medlemskab af Haveselskabet koster kr. 630,00.