Sørg godt for de nyttige insekter
Ved at sørge godt for de nyttige insekter kan du slippe for at få problemer med mange plagsomme skadedyr i haven. Skab gode overvintringssteder, indret haven med blomster, der er rige på nektar, og lad være med at sprøjte.
Det er surt at være haveejer, når salaten er fuld af ormehuller, eller hobevis af bladlus suger kraften ud af rosenknopperne. I den situation er det nok de færreste haveejere, der er udpræget begejstrede for havens rige dyreliv. Men heldigvis findes der også mange nyttige insekter, der kan sætte en stopper for skadedyrenes hærgen, hvis du ellers sørger for, at de trives i din have.
Guldøje, svirreflue, skarnbasse og næbtage. Foto: Wikimedia, Haveselskabet, Pxhere og Magnus Gammelgaard
Mariehøns spiser bladlus, og er nok de mest kendte nyttedyr i haven, men også næbtæger, løbebiller, svirrefluer, guldøjer og snyltehvepse får gjort kål på mange skadelige smådyr. Når du vil gøre din have attraktiv for disse nyttedyr, skal du ikke alene lokker insekterne til haven, men også sikre, at de har lyst til at blive der gennem hele deres insektliv.
Byd på nektar og pollen
Mange nyttedyr lever som voksne af nektar og pollen fra havens blomster, mens det især er deres larver, der er de egentlige nyttedyr, som æder de skadelige insekter.
Allerede i det tidlige forår har de voksne nytteinsekter, der har overvintret i haven, brug for energi til at sætte en ny generation i verden. Det er derfor vigtigt, at der findes gode, tidligt blomstrende insektplanter som pil, juleroser, krokus, erantis og lungeurt i haven.
Hængepil, julerose og lungeurt. Foto: Flickr/Colin, Lotus Johnson og AnnaKika
De nyttige insekter bliver dog kun i din have, hvis de kan finde føde gennem hele sæsonen. Derfor skal gode insektplanter som timian, margueritter, morgenfruer, røllike og sankthansurt afløse hinanden i deres blomstring, så insekterne hele tiden har blomster, hvor de kan hente føde.
Marguerit, rølleke og sankthansurt. Foto: Flickr/Lapichon,Amnada Slater ogTamara Mahomedova
Skab ly mod vinterkulde og sommertørke
Om vinteren har nyttedyrene brug for steder, hvor de er godt beskyttet mod kulde, sne og regn. Det kan være mellem sten, i hulrum i træstubbe, under visne blade og i hule stængler. Du kan derfor hjælpe nyttedyrene ved at lade de afblomstrede blomsterstængler stå vinteren over.
Foto: Henrik Bjerg og Wikimedia
En træstub med borede huller fungerer godt som ly. Foto: Ann Malmgren
Sørg også for, at der er et jorddække af visne blade, som blandt andet løbebiller, edderkopper og mariehøns kan søge ly i, og hav gerne en bunke kvas eller en gammel træstamme liggende. En lun kompostbunke er også ideel som vinterly for løbebiller, rovbiller og andre gavnlige insekter.
Også om sommeren har mange insekter brug for skjulesteder, som kan beskytte dem mod udtørring i sommervarmen. Det kan være i tætte staudebede eller under bunddækkende planter. Især planter med bladrosetter giver god beskyttelse under deres blade.
Lad sprøjtemidlerne stå
Havecenterets sprøjtemidler kan virke som en tillokkende mulighed, når bladlusene sidder i tætte, fedtede belægninger på planterne, men hold dig fra dem. De fleste sprøjtemidler rammer ikke kun de insekter, du ønsker at slippe af med, men også nyttedyrene.
Ved sprøjtning udrydder du både venner og fjender, men det er ofte vennerne, der bliver hårdest ramt. Skadedyr formerer sig som regel hurtigt, og vil snart være en plage igen, mens nyttedyrene tit er mere sårbare over for giften. De er også længere tid om at mangfoldiggøre sig, så skadedyrene får frit spil i mellemtiden.
Sådan får du flere nyttige insekter
- Undgå først og fremmest at bruge sprøjtemidler.
- Sørg for at der er pollen- og nektarrige blomster fra tidligt forår til sent efterår.
- Plant tætte buskadser og hække, hvor overvintrende nytteinsekter kan søge vinterskjul.
- Skab fugtige og skyggefulde pletter med tæt bunddække, hvor nyttedyrene kan gemme sig.
- Hold jorden dækket med blade og fint kvas som skjul- og overvintringspladser.
- Sæt et hjørne af i haven, hvor du holder igen med oprydning og jordbearbejdning.
- Læg halvstore sten som skjulested for løbebiller.