9 gode sommerfugleplanter til gavn for biodiversiteten
I Haveselskabet er vi vilde med sommerfugle. Sommerfugl, sommerfugl -kom gerne på besøg i haven. For at sommerfuglene skal trives i din have, skal der være et duftende og farvestrålende blomsterflor sæsonen igennem. Her får du portrætter af ni af de bedste sommerfugleplanter, og en liste over gode værtsplanter til de kræsne larver.
De fleste kender til sommerfuglebusken, Buddleja davidii, men den er blot en af de smukke planter, du kan plante for at tiltrække dagpåfugleøje, blåfugl, aurora og andre smukke sommerfugle til din have.
Ni af de bedste sommerfugleplanter:
1. Plettet hjortetrøst, Eutrochium maculatum (syn. Eupatorium maculatum)
Kraftig staude på 1,5-2 m i højden, som er en af de bedste sommerfugleplanter til haven. Den blomstrer fra august til oktober med store, mørkrosa blomsterstande, der har en sød, krydret duft.
Plettet hjortetrøst er en høj og rank plante med mørkerøde stængler, der giver en flot kontrast til det tætte løv af lancetformede, kransstillede blade. Plantet i en større gruppe giver den haven et udtryk af stor frodighed. Den trives bedst på fugtig jord i sol eller halvskygge og er derfor et godt valg til et fugtigt bed, til bredden af havedammen eller i et regnbed.
Her vil den være et både smukt og markant indslag sammen med for eksempel kattehale og hvid fredløs. Den kan godt klare sig i et staudebed i almindelig, næringsrig havejord, hvis den ikke er for tør, men den udvikler sig flottest i fugtig jord. Kan formeres ved frø, stiklinger og deling.
Også de beslægtede arter rød hjortetrøst, Eutrochium purpureum, og ikke mindst den hjemmehørende hamphjortetrøst, Eupatorium cannabinum, er gode sommerfugleplanter.
2. Pil, Salix
Træ/busk på 1-10 m i højden. Pil er en vigtig nektarkilde for overvintrende sommerfugle i det tidlige forår. Nogle arter blomstrer allerede i marts, blandt andet spydpil, S. hastata, og seljepil, S. caprea. Bladene er desuden vigtige som foder for larverne af mere end 100 forskellige sommerfuglearter.
Pil findes i mange forskellige arter og sorter, som har stor prydværdi i haven på grund af deres smukke vækstformer, dekorative bark og dunede blomsterstande (“gæslinger”). Blomsterne indeholder store mængder nektar; især hanblomsterne er meget dekorative med iøjnefaldende, gule støvdragere.
Det er en robust og sund plante, som trives bedst i fugtig jord i sol. Den gror også fint i en stor potte, blot den vandes godt. Visse arter, især de lave, krybende arter, klarer sig fint på mere tør jord og kan vokse i stenbedet.
3. Mørk blåskæg, Caryopteris x clandonensis
Løvfældende, lav busk på cirka 1 m i højden. Planten får lavendelblå blomster i tætte kvaster fra august-september, til frosten sætter ind, og den er en af sommerfuglenes mest yndede buske her sidst på sommeren.
Væksten er let overhængende og yndefuld, bladene lancetformede og duftende. Mørk blåskæg foretrækker at vokse i let og tør jord på et lunt sted med læ, og den er også fin i store krukker.
Planten kan fryse delvist tilbage om vinteren, men det er normalt ikke et problem, da den skyder villigt fra grunden om foråret og blomstrer på etårsskuddene. I hårde vintre bør den dog vinterdækkes.
Også den nært beslægtede grå blåskæg, Caryopteris incana, er yndet af sommerfuglene. Dog blomstrer den så sent på året, at blomstringen kan slå fejl, hvis frosten kommer tidligt.