5 idéer til at designe en vildt pæn have
Biodiversitet: En levende have fuld af dyreliv og variation af planter behøver ikke se ud, som om alt er overladt til tilfældigheder. I denne artikel kigger vi på de større linjer i haven og viser, hvordan du i praksis kan indrette haven, så du får en ”vildt pæn” have.
Mange haveejere har nok stadig den opfattelse, at der kun findes to typer haver: Enten har man en traditionel have med staudebede, roser, krukker og klippet plæne, eller også har man en vild have for naturens skyld, hvor græs og urter får lov at gro, som det vil. Men sådan behøver det ikke at være. Der er mange måder at give plads til dyreliv og biodiversitet, ikke mindst til insekterne, som har det trangt i den danske natur.
1. Skab former og afgrænsning
Et helt grundlæggende element i alt havedesign er at give form til forskellige dele af haven. Ikke mindst, når man har områder med mere vilde planter, er det vigtigt, at man skaber tydelige former.
En blomsterplæne med langt græs og blomster, som bliver slået i et stramt og symmetrisk mønster, der formgiver haverummet, viser, at haveejeren ikke bare har glemt at slå græs, men helt bevidst har ladet græsset stå.
2. Sæt ramme om de vilde områder
Der er intet i vejen for at indramme mere vilde områder med en tydelig og skarp afgrænsning. Det giver et mere roligt og ordentligt udtryk.
3. Design med de gode planter
Måske er det en fordom mod haver med høj biodiversitet, at planterne helst skal stå sådan lidt vildt og tilfældigt imellem hinanden. Men dyr har ikke noget imod æstetik i haveindretningen, og derfor er der intet i vejen for at samle planterne i større eller mindre grupper, som man plejer i staudebedet, hvis det er det, man helst vil. Det afgørende er, at det er de rigtige planter, som tilbyder mad eller levesteder for insekterne.
4. Vand i haven
Noget af det mest livgivende, man kan tilføre sin have, er vand. Det er livsnødvendigt for både insekter, fugle og pindsvin.
Vand i haven kan være i en lille skala med et smukt, lavt vandbassin med sten i, så insekter kan redde sig op, hvis de skulle falde i. Her kan fugle og pindsvin søge til og slukke tørsten. Rundt om bassinet kan der plantes forskellige sommerblomster, fx kæmpejernurt, Verbena bonariensis, som er en god kilde til nektar.
Læs her, hvordan du let kan lave en lille havedam
5. Skab levesteder
Insekter har ikke kun brug for mad, men også levesteder i haven, fx i form af kvashegn, brændestabler eller stenbunker. I stedet for at tænke, at disse elementer skal gemmes væk i et hjørne af haven, kan man i stedet gør én dyd ud af nødvendigheden og bringe dem helt frem i fokus.
Stenbunker i haven er en håndsrækning til insekterne. Sommerfugle har brug for sten i solen til at sidde og varme sig på. Og bier og andre insekter overvintrer i de små sprækker imellem stenene. Plant gerne nektarrige planter i umiddelbar nærhed af stenbunken.
Træstammer, grene og kvas er gode gemmesteder og levesteder for insekterne. Lad gerne gammelt ved ligge i haven til glæde for både dyr og insekter.
Selvom der sagtens kan være orden og struktur i den vilde have, bør man også tænke på de udvalgte arter af vilde urter, som er meget nyttige for insekter. Fx bør man give plads til løgkarse og brændenælder, sidstnævnte er værtsplante for hele seks af vores sommerfuglearter, hvilket vil sige, at sommerfuglene er afhængige af brændenælde for at kunne lægge æg på den og lade deres larver vokser op på netop brændenælde.