Sådan dyrker du jordbær
Jordbær er nemme at dyrke, men de skal passes med vand og gødning. Her får du en guide til dyrkningen og til, hvordan du får flere planter.
Ingen sommer uden søde, saftige jordbær, så gør plads i haven til et jordbærbed.
Sådan dyrker du jordbær:
Plantning:
- Plant jordbærplanterne i rækker med 60 cm’s afstand og 40 cm mellem planterne, gerne mere.
- Pas på ikke at dynge jord op i midten af planten, for der sidder hjerteskuddet, hvor alle nye blade skal komme fra, og det tåler ikke at blive dækket med jord.
- Giv lidt kompost i jorden ved plantningen, men ingen rigtig gødning.
Pasning og pleje:
- I løbet af foråret kultiverer (luger) du mellem jordbærplanterne og sørger for rigeligt med vand, hvis det bliver tørt.
- Du kan med fordel dække jorden mellem planterne med halm eller løv, allerede mens planterne er i blomst. Det hæmmer fordampningen fra jorden og nedsætter vandingsbehovet. Halmen skygger også for ukrudtsfrøene, så de ikke spirer.
- Det er meget vigtigt, at jordbær ikke mangler vand i perioden mellem blomstring og høst. Der skal bruges masser af vand for at få de små bær til at svulme og blive saftige. Det er ikke godt at vande på selve bærrene til sidst i modningsprocessen, fordi vandet fremmer udviklingen af gråskimmel, der får bærrene til at rådne.
Børn af de gamle planter
Når planterne er blevet 3-4 år gamle, kan du tage stiklinger. Det gør du sidst på sommeren. Det er nemlig en forudsætning, at de gamle planter bliver erstattet af nye, hvis du vil fortsætte med at høste mange og store bær.
De nye stiklinger tages fra som småplanter, der har sat rod fra de lange udløbere, som er så karakteristiske for jordbærplanter. Småplanterne graves op, så snart de gamle planter er færdige med at give bær. Får du de nye planter i jorden inden 1. august, får de en god lang eftersommer at danne rødder i. Det kan både ses og mærkes på udbyttet det følgende år.
Samtidig kan du klippe alle de grønne blade af de gamle planter. Nedklipningen er ikke nødvendig, men en nem måde at komme til at gøre rent mellem planterne. Efter nedklipningen skyder jordbærplanterne nye blade, og rækken af planter bliver lidt mere åben, så der ikke er så gode vækstmuligheder for gråskimmel. I processen kan du også spotte de snegle, der har gemt sig i skyggen under planterne, og på den måde mindsker du snegleangreb i din køkkenhave.
Gødning giver sunde planter
Jordbær skal gødes i sensommeren, når bærrene er høstet. Gøder du i foråret, vil planterne bare bruge gødningen til at sætte en masse store blade. Så kommer bærrene til at ligge i skygge, og luften bliver ikke skiftet ud omkring dem. Det betyder rådne bær og svampesygdomme.
Jordbærplanter – både nye og gamle – gødes med en organisk gødning og gives kompost. Planterne arbejder sig op af jorden år for år. Derfor sætter de ekstra meget pris på et lag kompost, der beskytter rødderne mod udtørring.