Jorddække i haven - til gavn og glæde for haven og haveejeren
Ved at dække jorden med grønt eller brunt jorddække kan du begrænse ukrudtet, spare på vandet og få en sund og levende jord.
3 gode grunde til at dække jorden
Selv om den enkelte have er et lille svar på nogle af verdens store spørgsmål, kan de mange små svar godt blive til et rungende udråbstegn. Din have kan mere, end du tror.
Derfor vil vi i Haveselskabet gerne åbne folks øjne for, at der på nogle områder faktisk er noget, du nemt kan gøre i din egen have for at tænke mere klimavenligt.
1. Du får en sund og levende jord
Jorddække giver med tiden en skøn og levende jord, hvor planterne elsker at vokse.
Dækmaterialet giver føde til regnormene, som lever af at omsætte materialet. Herefter tager jordbakterierne over, og efterhånden bliver materialet omsat, så der frigives næringsstoffer i en form, som planterne kan optage.
Regnormene er desuden vigtige, fordi de hjælper med at løsne jorden ved at grave gange på kryds og tværs igennem den.
Det kan være helt saligt at løfte på jorddækket, og se det mylder af liv, der findes der. Løbebiller har også en fest under dækket, og de har en god appetit på snegleæg.
2. Du begrænser de uønskede planter
Ukrudt slipper du aldrig helt for, men det bliver en del lettere at håndtere, hvis du dækker jorden. Frøukrudt får sværere ved at få fæste og spire, da det lander oven på en tør overflade, og flerårigt ukrudt får sværere ved at komme op gennem jorddækket.
Desværre vil aggressivt flerårigt ukrudt som fx kvikgræs, padderokke, skvalderkål og snerler nok finde vej gennem dæklaget, så dem skal du stadig ud og grave op med rod.
3. Du sparer på vandet
Når du dækker jorden, nedsættes fordampningen af vand betydeligt, og fugten bliver omkring planterne. Så der er også penge at spare på vandregningen ved at holde jorden dækket.
Hvad kan du dække med?
Her får du Haveselskabet råd til 10 gode materialer, du kan anvende til jorddække og dermed spare på vandet.
Græsafklip
De fleste haveejere har græsafklip i betydelige mængder sommeren over, og græsafklip er rigtig fint at bruge som jorddække. Udover at dække jorden har det nemlig også den fordel, at det tilfører lidt kvælstof, mens det nedbrydes, så planterne får et skud næring samtidig.
Græsafklippet skal lægges i en tykkelse af 7-10 cm, gerne helt ind til planterne.
Græs nedbrydes ganske hurtigt, hvilket man også fysisk kan mærke, hvis man stikker en hånd ind i en bunke med nyafklippet græs, der er kogende varmt, fordi nedbrydningsprocessen er godt i gang. Men heldigvis er der jo masser af det, selv fra en lille parcelhushave, så det er muligt kontinuerligt at lægge frisk afklip rundt på den bare jord i haven. Har du ikke nok græs i din egen have, er det også en glimrende anledning til at tale med naboerne, som måske kører deres græsafklip på genbrugspladsen. Måske kan I lave en aftale om, at du henter deres græsafklip?
Brug ikke græsafklip med frøstande fra mælkebøtter, bellis (tusindfryd), eller andre uønskede planter i blomst, det ville jo være trist at indføre disse planter i bedene. Selvom disse planter blot er i blomst, kan frøene sagtens modne, selvom planten er skåret af.