Bo Egelund går ned på hug og trækker op i ærmet på sin grønne jakke. Så stikker han hånden lodret ned i jorden, og den forsvinder ubesværet dybt ned i mulden mellem gulerødderne, som om det var en kasse med løs spagnum. Han kigger triumferende op.

»Som du kan se, så kan jeg komme pænt langt ned bare med en hånd. Det er jo løs jord. Det er jo det, der er glæden, når vi for eksempel trækker pastinakker op.« Omkring ham ligger den store køkkenhave i en lysning mellem træerne. Bedene med den utrolig porøse jord ligger i meget lange rækker ved siden af hinanden. De er til gengæld ikke bredere, end man kan skræve over dem, og det gør det nemt at færdes i køkkenhaven uden at træde på dyrkningsjorden. Og det er et af hovedprincipperne bag gravefri køkkenhave, eller no-dig metoden, som Bo er en varm fortaler for.

Det gamle stuehus står tilbage. Længerne er revet ned for mange år siden. Foto: Frank Kirkegaard

Idyl med fast arbejde

Det er sidst i juli, og vi befinder os langt nede ad en grusvej på Sydfyn – fjernt fra alting og med dårlig mobilforbindelse. Det romantiske bindingsværkshus foran den lille sø ligner et billede fra VisitFyns reklamekatalog. Som en tidslomme, hvor man kan trække sig tilbage og nyde sit otium under en evigt blå himmel med hvide sommerskyer.

Virkeligheden er dog anderledes jordnær, for bag det idylliske billede ligger der en hverdag med skarp planlægning for at nå de daglige gøremål, der indbefatter almindeligt lønarbejde, skolegang og et næsten selvforsynende liv med stor køkkenhave, grise- og fårehold. Bo er læge med praksis i Rudkøbing, hans kone, Eva, er lærer på Faaborgegnens Efterskole, og datteren, Frida, er lige begyndt i gymnasiet, så de har hver især nok at lave til daglig, selvom både Bo og Eva arbejder på lidt nedsat tid.

Gravefri køkkenhave

Den løse og frodige jord er opnået gennem seks-syv års dyrkning med no-dig-metoden (gravefri køkkenhave), der kort kan beskrives som, “jorden er hellig”. Det er simpelthen forbudt at træde på eller grave i dyrkningsjorden. Den tilføres til gengæld masser af organisk materiale – i dette tilfælde hestemøg fra naboen. Det betyder, at det ikke er nødvendigt at grave jorden. Den får sin porøsitet fra de utallige orme og mikroorganismer, der bearbejder jorden, og som netop stortrives, fordi der tilføres masser af organisk materiale, og fordi jorden ikke vendes eller komprimeres.

Gravefri køkkenhave hos Bo Egelund: Foto Frank Kirkegaard

»Arealet, hvor køkkenhaven nu ligger, var tidligere græsningsmark, så det blev først harvet igennem rigtig mange gange for at tørre jorden ud og udtørre ukrudtet,« forklarer Bo. »Så blev der sået dækafgrøder, og om efteråret blev der kørt kompostjord på, og siden har der ikke været maskiner derinde. Jeg anlagde køkkenhaven med permanente bede, der er 70 cm brede, og gange, som er 35 cm, så 1/3 af arealet er gangareal. Hvis de nu havde været 110 cm brede, så kunne jeg ikke skræve over dem. Nu kan jeg uhindret – medmindre det er meget høje afgrøder – skræve hen over dem. Til gengæld er vores bede ret lange, de længste er 25 meter, så det gør det lidt lettere,« forklarer Bo.

Et aktivt valg

Selvom det er mindre end ti år siden, at de slog sig ned på den gamle gård og begyndte at dyrke jorden, så har Bo altid været interesseret i miljøet, men har på grund af skiftende arbejdssteder, bl.a. i Grønland, ikke tidligere haft mulighed for at realisere drømmen om at være selvforsynende. Han er opvokset på landet, hvor selvforsyning var en nødvendig del af dagligdagen. I dag ser han det at være selvforsynende som en ideel levevis, hvor familien forbruger mindst muligt af klodens ressourcer. De har egen jordvarme, brønd, solcelleanlæg og andel i en vindmølle, der producerer strøm til husholdningen. Desuden har de 2.000 m2 skov, der leverer rigeligt med brænde. Livet på den nedlagte gård er blevet til en livsstil i pagt med naturen. 

Bo er tovholder og primus motor i foretagenet, men det er et familieprojekt, der ikke ville fungere, uden at alle tager deres del af arbejdet. Foto: Frank Kirkegaard

Fælles indsats

Tidsforbruget i køkkenhaven varierer meget fra uge til uge – samlet set mellem 10 og 20 timer om ugen, vurderer Bo. Men det kommer ofte i klumper, hvor der er mest arbejde i køkkenhaven i foråret. Men når alle deles om arbejdet, føles det ikke så slemt.

»Det kommer an på, hvordan man prioriterer sin tid,« siger han. »Vi har ikke noget fjernsyn, og vi har så dårligt net, så vi kan ikke rigtig se film, så det bruger vi heller ikke meget tid på. Og så slipper vi jo ofte for at køre ind til byen for at købe ind. Der går jo ellers let en halv time med det.«

Datteren, Frida, synes heller ikke, arbejdet er så slemt: »Jeg laver ikke helt så meget, som de gør. Det er mest de ting, der lige trænger til at blive gjort, for eksempel at nu skal vi lige have luget den her række, fordi der er mange ukrudtsplanter, eller nu skal der samles sten. Så tager vi lige en halv time, og så er det jo overkommeligt«.

I forbindelse med køkkenhaven har familien bygget et kombineret drivhus og værksted. Taget er forsynet med solceller, der leverer strøm til huset. Foto: Frank Kirkegaard

»Det er simpelthen så hyggeligt!« supplerer Eva. »Det er blevet en del af livet, det er en livsstil at være her. Det binder os sammen og giver meget mening at være fælles om det projekt med at samle forråd og gøre klar. Det kræver, at alle er med, men det giver også meget samvær. Tre menneskers arbejde en halv time bliver jo til halvanden times arbejde,« tilføjer hun. »På den måde bliver der lavet en hel del. Det gælder om at lave nogle afgrænsede opgaver, ellers kan det godt blive lidt uoverskueligt. For eksempel er stenene i jorden et stort problem her, men så spænder vi en snor rundt om et trekantet område, som vi så rydder. Havde vi bare skullet begynde fra en ende af, så havde det slet ikke været til at holde ud at tænke på,« forklarer hun.

Drivhuset bliver brugt som opholdsstue og soveværelse det meste af sommeren. Det er indrettet med brændeovn, så der kan tændes op på kølige aftener. Foto: Frank Kirkegaard

200 meter kartofler

Familien dyrker primært traditionelle grøntsager som løg, rodfrugter, bønner og kål, og de har hidtil ikke gået så meget op i sorterne. I fremtiden vil de dog gerne få fat på nogle af de rigtig gamle kålsorter med flere bitterstoffer, der sundhedsmæssigt er meget bedre end de nye og sødere sorter, hvor bitterheden (og noget af sundheden) langsomt er forædlet væk.

»Vi er glade amatører,« mener Bo og fortæller, at de nogle år har gode resultater med én afgrøde og andre år har succes med andre. Der er mange faktorer, der spiller ind, så høsten svinger fra år til år. Bo måler og vejer ikke høsten, men opgør afgrøderne i "løbende meter", for eksempel 20 meter pastinak, 75 meter gulerødder og 200 meter kartofler. Der er under alle omstændigheder rigeligt til at forsyne hele familien året rundt, selvom de har skåret ned på kødforbruget og spiser mange grøntsager hver dag.

Der bruges net for at holde skadedyrene væk. Foto: Frank Kirkegaard

De har tidligere haft problemer med gulerodsfluer og kålsommerfugle, men efter at de er begyndt at lægge net over de udsatte afgrøder, har de fået en mærkbart bedre høst. Ud over den store køkkenhave har familien også grise, får og masser af frugt og bær. Dermed er de næsten selvforsynende:

»Det er en utrolig god fornemmelse, at vi har det meste selv, at vi ikke er nødt til at købe noget fra Spanien – måske lige med undtagelse af citroner, som jeg godt kan lide – men så køber jeg økologisk,« tilføjer Eva.

Spreder budskabet

»Det, vi oplever her, er tilfredsstillelsen ved at gå på jagt i køkkenhaven – eller fryseren – og så har vi mad! Og så er det en meget, meget stor tilfredsstillelse, at Frida i den grad er med,« understreger Bo. »Det er også opdragelse og kultur i en eller anden grad. Når hendes klassekammerater har været på besøg, viser hun jo også gerne grisene frem. Vi har i flere omgange holdt havekursus i samarbejde med Odense Kommune og på den måde prøvet at sprede havedyrkningsinteressen.«

»Det er ikke, fordi der er noget fantastisk i det, vi gør – vi gør det bare,« indskyder Eva. »Grundholdingen er, at vi ikke skal forbruge en hel masse, men være med i en cyklus.«

Hver dag i sæsonen går familien på "indkøb" i den store køkkenhave. Foto: Frank Kirkegaard

Prøv selv den gravefri metode

Ved den traditionelle efterårsgravning kommer jordens indhold af ukrudtsfrø op til overfladen, og jordstrukturen og det mikrobiologiske liv bliver ødelagt. Fordelen ved gravefri køkkenhaven er, at man – ud over at slippe for at grave jorden hvert år – også får et meget rigere liv i jorden og der- med også en god, porøs jord. Samtidig kommer der med tiden også mindre ukrudt, hvis man tilfører ukrudtsfrit organisk materiale.

En gravefri køkkenhave kan kræve en del arbejde/tid at få etableret, hvis du har en tung lerjord. Her skal du enten løsne jorden i to spadestiks dybde ved reolgravning eller skaffe en masse kompost eller møg, som du lægger ud i et lag på 15 cm. Hvis der er besværligt, flerårigt ukrudt med dybe rødder, for eksempel skræpper, kan du være nødt til at stikke det dybt med en spade. Men det øvrige ukrudt og græs vil blive kvalt af kompostlaget, der samtidig gøder jorden. Så er du allerede i gang. Herefter er der meget mindre arbejde end med en almindelig køkkenhave, hvor jorden hvert år skal graves eller fræses.

Det årlige arbejde består herefter i at tilføre næring og organisk materiale i form af fem-otte cm kompost, hestemøg, tang eller lignende. Det lægges oven på jorden i efteråret, så det er delvist omsat til foråret. Eller det lægges oven på kartoflerne, når de er lagt. Undlad at træde i bedet på noget tidspunkt.

Som en kickstarter til køkkenhaven hos Bo og Eva blev der fordelt 40 m3 kompost på arealet. De fik det gratis fra et kommunalt komposteringsanlæg, som den lokale vognmand anbefalede.

Læs meget mere om haven

Bo Egelund har skrevet om de erfaringer, familien har gjort sig med at være næsten selvforsynende med kød, frugt og grønt. Forlag: Koustrup & Co.