Sådan dyrker du store hvidløg på få kvadratmeter
Du kan dyrke mange store, flotte hvidløg på få kvadratmeter – men det kræver at du sætter dem på det helt rigtige tidspunkt. Haveselskabet hjælper dig hele vejen - fra klargøring af hvidløgsbedet til færdig høst.
Hvidløg kræver ikke meget plads - sådan gør du
Hvidløg, Allium sativum, behøver ikke særlig meget plads og er relativt lette at dyrke, hvis du ellers passer din plantning ind med løgenes naturlige livscyklus.
Hvidløg er nemlig oprindeligt en steppeplante, der normalt vokser på steder med sommertørke, vinterkulde og hvor der er et regnfuldt forår.
Det betyder helt konkret, at hvidløgsfed skal sættes om efteråret og gerne hen i slutningen af oktober eller helt ind i begyndelsen af november.
Hvidløgene skal nemlig have kulde for at dele sig i fed, og der kræver de fra naturens side, at der er frost om vinteren. Når temperaturen som kommer over nul grader igen, begynder planterne at skyde frem.
Hos os betyder det, at hvis du sætter løgene for tidligt, så dukker bladene frem inden frosten, og det kan give problemer, hvis dine hvidløg når at sætte store blade, for så at blive ramt af frost.
Vent til november med at sætte fed
I de stadig lunere efterår, er det derfor en god idé at vente med at sætte fedene i jorden. Det bedste tidspunkt er således første halvdel af november, og når temperaturen kommer under otte grader, begynder fedene begynder at udvikle et godt rodsystem.






