Sådan gemmer du krydderurterne
I juli er det tid til at høste krydderurter, hvis du vil gemme til vinteren.
Du kan udnytte dine krydderurter langt bedre, hvis du høster nogle af dem i juli og gemmer dem til vinterens gryderetter, pastaretter m.m. Krydderurterne smager bedst, før de går i blomst, men er det allerede sket, kan du skære blomsterne af og vente 1-2 uger, før du høster bladene.
Det er bedst at høste, når der ikke er for meget fugt eller dug på urterne. På den anden side skal du ikke vente, til middagssolen står højt på himlen, for i varmen fordufter mange af de attraktive, æteriske olier, som vi gerne vil bevare.
Tørrede urter - sådan gør du:
- Klip små kviste af krydderurterne og saml dem i bundter. For at bevare så meget smag som muligt i krydderurterne skal du ikke vaske dem, når de er høstet. Derfor er det bedst at høste på et tidspunkt, hvor planterne er tørre og ikke fyldt med opsprøjtet jord.
- Bind bundterne sammen med en snor eller et stykke bast, der er lagt dobbelt, så det danner en løkke. Den kan strammes mere eller mindre i takt med, at urterne tørrer ind og fylder mindre.
- Ryst de små løse bundter fri for smådyr og hæng dem bagefter på et mørkt, men luftigt sted. Har du et mørkt redskabshus med gennemtræk, er det helt ideelt. Det er vigtigt, at urterne ikke får sol, da det vil få de æteriske olier til at fordampe. Hold øje med bundterne, så de ikke mugner.
For de flerårige krydderurter (kommer igen år efter år) gælder, at du ikke må klippe mere end 1/3 af planten. Det er fx rosmarin, salvie, timian, citronmelisse, mynte, fransk estragon, havemerian, oregano og mange andre. Havemerian og oregano høstes med blomsterknopper, lige før de springer ud.
De et- eller toårige må du klippe helt ned. Det er fx basilikum og persille. Basilikum er dog indrettet sådan, at der skal være et bladpar tilbage nederst på stænglen, så nye basilikumblade kan bryde frem herfra.
Som alternativ – eller supplement – til at høste til krydderihylden af de et-årige urter, kan du plante nogle småplanter i potter og stille dem inde eller i drivhuset, når sommeren går på hæld.
Krydderurter i fryseren
Det er meget effektivt at fryse mange af krydderurterne. Så beholder de smagen og de fleste vitaminer. Persille, dild, kørvel, citrongræs, fennikel, oregano, merian, purløg og mange flere er meget velegnede til fryseren.
Du kan gøre som på billedet herover, hvor de hakkede krydderurter er lagt i vand i isterningebakker. De kan lige tages op og smides i en gryderet.
Du kan også hakke krydderurterne og lægge dem i fryseren i fryseposer. Det er en god idé ved denne metode, lige at ryste poserne med jævne mellemrum, mens urterne fryser, så de forbliver løse og lette at dosere, når du skal bruge dem.
Kryddersmør
Der er flere krydderurter, der egner sig fremragende til at blive hakket og rørt sammen med stuetempereret smør og derefter lagt i køleskabet eller fryseren. Du kan krydre dit smør med lige den krydderurt, du bedst kan lide. En klassiker er jo persille og hvidløg, men også purløgssmør, ramsløgssmør og rosmarinsmør er lækkert.
Krydderolie
Krydderolie er også helt fantastisk at have i sit køkken. Man kan bruge det i alle de situationer, hvor man ellers ville bruge smagsneutral olie, olivenolie eller lignende, nemlig til dressinger, til at stege i, til hjemmelavet mayonnaise.
Krydderolien laves ved at blende krydderurternes blade (og evt. stængler, hvis der sidder smag i dem), mens du varmer olie op til 50 grader. Så blender du olien og krydderurterne sammen og lader det løbe igennem et kaffefilter, så alle urte-delene sies fra. Olien opbevares i en passende beholder.
Kryddereddike
Hvis du vil gemme smagen af sommerens krydderurter i en kryddereddike, er hvidvinseddike særlig velegnet, man andre kan selvfølgelig bruges.
Du fylder helt enkelt en flaske med alle de krydderurter, der kan være der, hælder eddiken over og lukker flasken til. Stil flasken i et solrigt vindue for at trække smagsstofferne hurtigere ud. Efter en uge kan du begynde at bruge af eddiken.