Plant krydderurter i krukker
Sådan tilplanter du krukker med forskellige krydderurter.
Krydderurter er oplagt at dyrke i krukker på terrassen, hvor de er nemme at komme til fra køkkendøren eller tæt ved grillen. Udvalget af krydderurter er stort, men vælg dem du bedst kan lide, og ved du kommer til at bruge. Har man en lille have kan en stor krukke med krydderurter være en god måde at få plads til alle de urter man gerne vil have. Plantes de i et bed vil de ofte fylde mere. Til gengæld kan krydderurter i krukker ikke vokse i krukken for evigt. Efter 2-3 år skal de omplantes til en større krukke. De hårdføre, flerårige urter kan plantes ud i havens bede.