Spis blomsterne fra sommerens krydderurter
Bare fordi dine krydderurter begynder at blomstre, betyder det ikke at sæsonen er slut – tværtimod kan blomsterne bruges både som pynt og en dejlig smagsgiver.
Blomster fra krydderurter giver både pynt og smag
Når krydderurterne blomstrer, er det ikke kun bier og sommerfugle, der kan få glæde af dem. Mange krydderurteblomster kan også bruges i køkkenet, hvor de giver både farve, duft og en fin smag til sommerens retter.
Dem kan du bruge
Blomster fra for eksempel timian, basilikum, oregano, purløg, koriander, solbærsalvie, skovsyre, citronmelisse, brøndkarse og mynte er delikate og kan give salater, smørrebrød, supper, kolde drikke eller middagstallerkenen et lille sommerligt pift.
Smagen minder som regel om bladene, men er ofte lidt mildere og mere blomsteragtig.
Sådan gør du
- Pluk blomsterne lige før brug, gerne en tør formiddag, hvor de er friske og spæde.
- Skyl dem forsigtigt.
- Brug de blomstrende grene hele som pynt, eller nip de små blomster af og drys dem over maden.
- Brug dem med let hånd, da de skal løfte retten, ikke overdøve den.
Her kan du bruge dem
Purløgsblomster giver en mild løgsmag, basilikumblomster passer godt til tomatretter, og mynte- og citronmelisseblomster er fine i sommerdrikke og desserter.
Velbekomme!







