Muslingeskaller i bede og bygninger hitter på RHS Chelsea
De tørketålende haver, hvor der bruges sand og grus har længe været et hit, men på Chelsea Flower Show 2026 brugte flere af havedesignerne muslingeskaller, som et mere bæredygtigt alternativ.
Sand, grus og lignende er knappe ressourcer, så når nu de mere tørre og drænende stier, beddækker og rum var i fokus på Chelsea Flower Show 2026, så var der brug for at tænke i alternativer.
Derfor anvendte flere af showhaverne muslingeskaller – især knuste skaller til at dække i bedene.
Det sås eksempelvis i "The Killik – A Seed in Time", hvor man næsten ikke bemærkede at det ikke var grus eller sand, før man kom helt ned i bedene.
Skallerne kunne også bruges til stier rundt i haverne.
Skaller i bygninger
Det var dog ikke kun i bede og som beddække at skallerne fandt anvendelse. I flere af showhaverne havde man også brugt skaller i bygningsdele.
Eksempelvis var murene i "Addleshaw: Flourish in the City" støbt med kasserede østersskaller fra Londons restauranter, der gav en helt særlig struktur på stenene.
Haven blev i øvrigt tildelt guld, og vandt Best in Show i kategorien for små showhaver.
Der var dog også andre, der var vilde med muslinger.
Et stort dække i "The Eden Project: Bring Me Sunshine" havde også indstøbte skaller, der gav en slags terrazzoeffekt til en stor terrasse.
Igen i år var sustainability - altså bæredygtighed - et vigtigt krav til haverne på Chelsea Flower Show, og muslingeløsningen, var altså et grus-alternativ som flere havde taget til sig.









