Pas på med pappet i din gravefri have
Gravefri have - No Dig - er en fin måde at dyrke på, men der er udfordringer med metoden, når det kommer til brugen af pap til at starte bedet op. Haveselskabet anbefaler derfor "One Dig", hvor man graver én gang ved opstart.
En udbredt praksis i forhold til at etablere et gravefrit bed, som Dowding også fortæller om i sin bog om den gravefri have, er at du lægger et lag af pap direkte oven på græsplænen og derefter lægger organisk materiale og kompost oven på pappet.
Formålet med pappet er at kvæle græs og ukrudt, samtidig med man undgår at grave unødigt i jorden, når man vil etablere en gravefri have - No Dig.
Udfordringen er, at det pap man ofte har liggende, kan indeholde uønsket kemi, som ender i jorden, hvis du bruger det som "bund" i den gravefri have.
Det er derfor vigtigt at du bruger fødevaregodkendt pap, hvis du ønsker at bruge pap i haven, og du vil være på den sikre side. Det kan dog være svært at skaffe fødevaregodkendt pap.
Grav en gang - One Dig
Haveselskabets anbefaling er derfor, at man i stedet for at lægge pap ud, graver en enkelt gang, hvor man vender græstørven, så græsset visner og forgår nede i jorden.
Selvom man første gang bearbejder jorden, er det bedre end at komme uønsket kemi oven på jorden.








