Guide til jordforbedring
Jorden i haven er helt afgørende for, om du får succes med det, du dyrker i din have. Læs, hvordan du forbedrer den jord, du har.
Jorden i haven er opbygget i lag, og det er særligt det de øverste ca. 50 cm, der er interessant for os haveejere. Det er nemlig her langt de fleste planter har deres rødder.
Hvad er jord?
Jord består af en uorganisk og en organisk del:
- Den uorganiske del består af sten, grus, sand, silt og ler. Det er blandingsforholdet, der bestemmer om man har lerjord eller sandjord i haven.
- Den organiske del består af plantedele, der er på vej til at blive omsat af jordens smådyr, svampe og mikroorganismer. De danner humus ud af de døde planter, og i humusen findes de vigtige næringsstoffer, som planterne skal bruge.
Muld er humus, der er blandet med de uorganiske dele af jorden. Hvis jorden har en mørk farve, er det et tegn på, at den indeholder meget humus.
Jord er ikke bare jord
Jordens sammensætning er afgørende for, hvor god jorden er til at holde på vand og næring, og dermed også, hvilke planter der kan trives i jorden.