Alt du skal vide om gødning
Hvad er fordele og ulemper ved de forskellige typer gødning, og hvor meget skal forskellige planter gødes? Bliv klogere på gødning her.
I naturen må de vilde planter klare sig med de næringsstoffer, der naturligt er til rådighed. I haverne lader vi os dog sjældent nøjes med, hvad naturen kan byde på. Vi vil gerne have et stort udbytte i køkkenhaven og frodige, blomsterrige prydplanter. Det vil ofte kræve mere næring, end jorden umiddelbart kan levere, og den må vi så tilføre som gødning.
Der er dog stor forskel på, hvor meget næring de forskellige planter har brug for, så det gælder om at ramme den rette balance. Hvis du giver planterne for lidt gødning, trives de ikke, men giver du for meget, kan de tage skade, og du belaster samtidig miljøet.