Gødningsplanen virkede
Efter et par år med mistrivsel i køkkenhaven besluttede Anne Birgitte Madsen at få lavet en gødningsplan. Resultatet var overraskende og hjalp hende tilbage på sporet til en struttende køkkenhave.
Et mysterie. Anne Birgitte Madsen havde i 16 år dyrket sin køkkenhave med stor succes, og nu var der pludselig ingenting, der lykkedes længere. Kartoffelknoldene voksede næsten ikke under de grønne toppe. Gulerødderne var små og splejsede. Og løgene visnede ned, inden de rigtigt var kommet i gang.
- Jeg kunne ikke forstå det, for sådan plejede det jo ikke at være, siger Anne Birgitte Madsen, der har en 1800 m2 stor have lidt uden for Odense.
Hun har ellers stor erfaring i at dyrke køkkenhave. I mange år har hun hentet spandevis af grøntsager ind til familiens måltider fra de ni store højbede. Køkkenhaven dyrker hun økologisk, og hun har gødet grøntsagerne med både dyremøg, hjemmelavet kompost og indkøbt organisk gødning.
- Det er klart, at man overvejer, om der mangler gødning i jorden, når det ikke vokser herude, og jeg har da nok også givet lidt ekstra gødning for at se, om det virkede.
Det gjorde det ikke. For to år siden - i efteråret 2014 - besluttede Anne Birgitte at få lavet en jordbundsanalyse og en tilhørende gødningsplan gennem sit medlemskab i Haveselskabet. En lille jordprøve fra højbedene blev lagt i en pose og sendt ind til analyse.
Overraskende resultat
Resultatet var interessant og blev et vendepunkt i køkkenhavens nedadgående spiral.
- Analysen viste, at jorden indeholdt alt for meget næring, fortæller Anne Birgitte:
Konkret viste det sig, at koncentrationerne af fosfor, kalium og magnesium, som er tre vigtige næringsstoffer for planter, var alt for høje. Næringsstoffer i så store mængder som i Anne Birgittes have vil i mange tilfælde føre til ubalance og trivselsproblemer for afgrøderne.
- Det var jo ikke overraskende, at der var noget galt, men at der var så høje gødningstal kom alligevel bag på mig, siger Anne Birgitte.
Sammen med prøvesvaret fulgte også anbefalinger til den fremtidige dyrkning, og i Anne Birgittes tilfælde var rådet enkelt: Lad være med at gøde jorden i to år.
Det har hun fulgt, og allerede første år var der forbedring at spore. Andet år - i 2016 - har køkkenhaven ifølge Anne Birgitte været helt på toppen:
- Det er længe siden, jeg har haft så flotte kartofler som i år, konstaterer hun.
Løgene er flotte og høstklare, et stykke med fennikel står og strutter i julisolen, porrer, pastinak og rødbeder er godt på vej.
- Det har været rigtigt nyttigt for mig at få lavet en gødningsplan. For selvom man har en del erfaring med havearbejde, kan man jo ikke vide, hvordan jorden egentlig har det, slår hun fast.
Gødningsekspert: Hold igen med gødningen
Analyse af de jordprøver, som Haveselskabets medlemmer sender ind viser, at overgødning er et udbredt problem.
Man vil gøre det så godt for sine planter som muligt. De skal vandes, plejes og ikke mindst gødes. Men ifølge en ekspert i jord og gødning er overgødning et udbredt problem:
- Vi kan se på analyserne af de jordprøver, som Haveselskabets medlemmer sender ind, at overgødning faktisk er et større problem end, at folk gøder for lidt. Men for meget gødning kan føre til mistrivsel af planterne præcis som undergødning kan, siger Bente Mortensen, der er hortonom. Hun gennemgår analyseresultaterne for de jordprøver som Haveselskabets medlemmer sender ind hvert efterår og udarbejder gødningsplaner til de enkelte haveejere.
Det er ifølge Bente Mortensen svært at sige generelt, hvor stort problemet med overgødning er i private haver, men noget tyder på, at mange er for ivrige med at gøde – hvad enten det er med kompost, hestepærer eller fabriksfremstillet gødning.
- I de prøver, vi har analyseret i år viser op mod ¾ af prøverne for høje gødningstal, mens kun enkelte haver mangler gødning, siger hun.
Hun mener, at mange haveejere kunne have glæde af at fokusere mere på, om jorden er for kompakt eller mangler organisk materiale, da dette i mange tilfælde kan være årsagen til mistrivsel.
- Ofte vil man kunne løse mange problemer ved at forbedre jordens struktur frem for at fokusere på at give gødning, som ofte er helt unødvendigt - i hvert fald, når det gælder græsplæner, staudebede, buske, hække og træer, fordi næringsstofferne i græsafklip, visne blade og rødder bliver genbrugt på stedet, slutter hun.
Få klar besked om, hvordan din jord har det
Som medlem af Haveselskabet kan du få lavet en analyse af din jord og en skræddersyet gødningsplan, der vejleder om, hvordan du skal gøde i forhold til, hvad du gerne vil dyrke – hvad enten det er engelske roser, saftige gulerødder eller rododendron.
Du får ikke blot analyseret jorden for de vigtigste plantenæringsstoffer, du får en helt konkret gødningsplan, der fortæller hvor meget og hvilken slags gødning du skal bruge, og hvor ofte du skal gøde.
Du skal altså ikke selv tyde resultaterne af jordbundsanalysen. Vi sørger for at omsætte de kemiske begreber og tal til en konkret og enkel plan, som du blot skal følge. Har du efterfølgende spørgsmål til gødningsplanen eller andet, kan du altid kontakte Haveselskabets rådgivning og få yderligere råd og vejledning.
Jordprøven skal udtages her i oktober eller november, og svaret får du tilsendt
i løbet af februar. Analysen af din jordprøve og udarbejdelse af din gødningsplan tager ca. tre måneder, da den skal igennem flere professionelle hænder.