Mikkel laver selv sin gødning og genbruger alt i haven
Mikkel Grimm Thomsen er næsten selvforsynende med grønt, dyrker selv afgrøder til gødning og genbruger alt plantemateriale til kompost – fokus er at efterligne naturen fremfor at arbejde imod den.
”Jeg gør det så simpelt og naturligt som muligt i køkkenhaven. Derfor er jeg selv så glad for regenerativ havedyrkning. Jeg forsøger at efterligne naturen - fx får planterester og dækblade fra kål lov til at blive liggende direkte i bedene, hvor de langsomt omsættes til ny næring i stedet for at blive kørt væk”, fortæller 38-årige Mikkel Grimm Thomsen.
Mikkel er formand for Haveselskabet afdeling Frederikssund, hvor han dyrker sin 3.000 kvadratmeter store have, der næsten holder ham selvforsynende med grønt.
Og netop køkkenhaven er det han går allermest op i i haven, men grunden til at udbyttet i Mikkel Grimm Thomsens køkkenhave er så stort, at han næsten er selvforsynende, er blandt andet, at han har fokus på at dyrke med naturen som samarbejdspartner.
Egen gødning
Helt konkret betyder det at han ikke bruger kemi i haven og han fremstiller selv al kompost og gødning han bruger.
Komposteringen foregår dels i klassiske kompostbeholdere af plastik, dels i bunker på udvalgte steder.
Gødning brygger han selv af planten kulsukker, som han har plantet forskellige steder i haven.
”Jeg høster kulsukker, når den blomstrer og er fuldt udvokset. Jeg lægger de afklippede stængler med blade i en plastiktønde og overhælder dem med vand. Det står så og gærer i nogle uger, hvorefter jeg bruger det til at vande med i køkkenhaven”, siger han.
En ekstra fordel
Et andet godt tip er at lade plantedele ligge i bedene – både fordi det komposterer og giver næring til de andre afgrøder, men også fordi det har en anden fordel:
”Jeg lægger afklip direkte på jorden i højbedene, mest fordi det er nemt, men også fordi det holder ukrudt nede”, forklarer Mikkel Grimm Thomsen.
Læs meget mere om Mikkel og hans have i Magasinet HAVEN nr. 7, 2026.
Magasinet HAVENFå Haveselskabets opskrift på gødningsvand
Mikkel laver sin egen gødningsvand af kulsukker, men du kan bruge flere andre planter. Her får du Haveselskabets opskrift på, hvordan du kan gøre.








