Ormekompostering i lukket beholder
Lad kompostorme gøre arbejdet. Hvis du fodrer dem med alt dit grønne køkkenaffald, vil du få en meget næringsrig kompost.
Det er kompostorm, der sørger for omsætningen i en ormekompost. Der kan fyldes overraskende meget køkkenaffald i en velfungerende ormekompost, da det grønne materiale synker hurtigt sammen, og ormene har en glubende appetit. De formerer sig lynhurtigt, hvis de har det godt.
Fordele og ulemper ved ormekompostering
Fordele
- Nem metode.
- Giver en særdeles næringsrig kompost.
- Meget velegnet i byhaver, taghaver og på altaner, hvor pladsen er begrænset.
Ulemper
- Kræver investering i en beholder.
- Kræver omtanke, når du fodrer ormene, så de hele tiden har mad nok.
- Den færdige kompost kan indeholde mange ukrudtsfrø og sygdomskim.
- Komposten kan kræve vinterbeskyttelse ved en længere periode med hård frost.
Gode råd om ormekompostering
Når du skal lave ormekompost, skal du bruge en lukket beholder. Der findes mange typer, så materialer, holdbarhed, størrelse, pris og funktionalitet må med i overvejelserne, når man skal vælge. De forskellige beholdere på markedet er konstrueret vidt forskelligt. Min foretrukne beholder hedder ”Humus”, fordi den er meget nem at arbejde med.