Dræbersnegl på vej til at blive fredet
Ny forskning viser at den iberiske skovsnegl - kendt som dræbersneglen - er vigtig ift. at rense jord og planter for giftstoffer som eksempelvis mikroplast. Derfor bliver den nu fredet herhjemme.
Det var yderst overraskende, da forskere omkring nytår kunne offentliggøre, at havejernes store plageånd, dræbersneglen, faktisk gør meget godt for haven ift. at rense jorden for giftstoffer.
Det var i det anerkendte tidsskrift, "American Public Review In Living Science, Nature And Research", hvor forskerne fremlagde casestudier om dræbersnegle, der havde fået "frit spil" på et kraftigt forurenet jordlod, og i løbet af få uger kunne forskerne måle et stort fald af blandt andet kviksølv, cadmium, pesticider og mikroplast i jorden.
"Vi kunne simpelthen måle et konkret fald ift. jordens indhold af giftige stoffer - til gengæld kunne vi se at dræbersneglene absorberede stofferne gennem deres slim, og omdannede dem til at være helt uskadelige", skriver en af forskerne i tidskriftet.
Dræbersnegle totalfredes
Den nye opdagelse fører nu til at Folketinget hastebehandler en lov, der vil sørge for at totalfrede dræbersneglen herhjemme, og det ventes at EU også vil udstede nye retningslinier ift. dræbersnegle.
Men alt det er naturligvis kun noget du som haveejer behøver at forholde dig lige netop i dag - den 1. april - og i morgen kan du roligt fortsætte din jagt på den glubske snegl.
Der er nemlig tale om en...
APRILSNAR
Det er desværre ikke påvist at dræbersnegle gør noget godt for jorden - men det er påvist, at de er gode til at æde dine planter.
Så opfordringen fra Haveselskabet er derfor stadig at du i denne tid går ud og finder og fanger de små snegle, der er begyndt at kigge frem.
Læs også vores store guide mod dræbersnegle, og bliv inspireret til hvad du kan gøre ved de små krapyler:
Den store guide mod dræbersnegle












