Gøremål i september
I september er det tid til at dele stauder, lægge løg, plukke æbler, så salat, toppe tomater, høste frø, forny krukker, male træværk og gå på sneglejagt. Her får du Haveselskabets tjekliste med havetips i september.
Prydhaven
Del stauderne: Tidspunktet er ideelt til at dele havens stauder, især dem der blomstrede i foråret og forsommeren. Derimod er det bedre at vente til foråret med at dele de sentblomstrende stauder som fx asters og høstanemone.
Læs mere om at dele stauder
Læg forårsblomstrende løg: Fra september kan du begynde at lægge forårsblomstrende løg i haven. September markerer starten af sæsonen, og udvalget af løg er dermed størst. Vælg kun store, sunde og faste løg. Læg løgene i veldrænet jord, så de ikke rådner i løbet af vinteren.
Blomstrende løg i plænen
Høst frø: Det er højsæson for at høste frø både i pryd- og køkkenhave, så du har gratis frø til næste år. Høst frøene efter en tør periode og direkte ned i en papirkuvert eller et kaffefilter, hvor de kan tørre nogle dage. Det er vigtigt, at de bliver helt tørre, da de ellers kan mugne. Opbevar dem derefter tørt, mørkt og køligt - gerne i en boks i køleskabet. Husk at skrive plantenavn og dato på.
Høst dine egne frø
Ryd op i bedene: Fjern trætte sommerblomster og ukrudt og klip frøstandende af akeleje, løvefod, haveklinte og andre planter, der har tendens til at selvså sig lidt for villigt i haven. Dæk jorden med et lag halvt omsat kompost.
Tag krukkeplanterne ind: Flyt pelargonier og andre stueplanter ind i løbet af september. De har lettere ved at vænne sig til indelivet, når kontrasten mellem udeklima og indeklima ikke er for stor.
Plant nye stauder: September er ideel til at plante nye stauder. Jorden er stadig lun, dagene er kortere og knap så solrige og tørre, og natteluften er fuld af fugt. Sæt planterne i en spand vand, før du planter.
Plantetips
Forny krukkerne: Sommerblomsterne, der blev plantet i krukker i maj/juni, har blomstret uafbrudt i 3-4 måneder og ser nok efterhånden lidt halvvisne og forvoksede ud. Det er tid til at udskifte dem med efterårsblomstrende asters, pyntekål, lyng, sankthansurt eller små stedsegrønne buske, der kan pynte til ud på vinteren. Har du et frostfrit drivhus, kan du overvintre mange af sommerblomsterne dér, og næste år vil de kunne sættes ud igen.
Krukker hele året
Hold gang i roserne: Fjern løbende visne blomster og syge blade, men undlad at gøde. Nogle af roserne vil blomstre lige til frosten kommer. Giv også klatreroserne lidt opmærksomhed. Klip dem om nødvendigt tilbage og bind løse grene op, mens stænglerne stadig er bløde. Så sikrer du, at de ikke knækker under efterårets og vinterens storme.
Mal træværket: Efter en tør sommer er træværket tørt, så september er et godt tidspunkt at få malet plankeværket, havemøblerne og andet træværk i haven.
Slutspurt på sneglejagt: Dræbersneglene lægger flest æg i august og september, og mange snegle overvintrer også, især de unge. Så hvis du gerne vil begrænse antallet af snegle i haven næste år, kan det godt betale sig at gøre en indsats nu. Gå på jagt efter små snegle og æg på fugtige stede.
Nyttehaven
Høst og gem æblerne: Hvis æblet slipper, når du drejer det forsigtigt rundt, er det tæt på at være fuldmodent. Gem kun æbler, der ikke er blevet stødt eller har andre skader. Læg æblerne i lave kasser, og sørg for de ikke rør hinanden. Sæt kasserne et sted i skygge, fx i en garage, et haveskur eller under et halvtag. Tilse jævnligt æblerne og fjern alle syge æbler, før de smitter de andre.
Gem æblerne
Sylt, frys og gem: Nyd overdådigheden i køkkenhaven, og benyt det store udbud af grøntsager og frugt til at lave et vinterforråd af pickles, syltede tomater, tørrede chilier, marmelade, mos og blancheret grønt til fryseren.
Lav vinterforråd
Så dækafgrøder i køkkenhaven: I starten af september er det sidste frist for at så dækafgrøder som honningurt, gul sennep eller kløver i køkkenhaven, da de skal nå at spire frem, mens jorden stadig er lun. Dækafgrøden holder på næringsstofferne og begrænser ukrudtet. Til foråret er det nemt at vende dækplanterne ned i jorden, inden du sår.
Mere om jorddække
Tag kartoflerne op: Det er en god idé at grave kartoflerne op, inden jorden bliver for tung og klæbrig. Vælg en solrig og blæsende dag. Læg en presenning, flade kasser eller lignende ud på jorden, hvor kartoflerne kan ligge og tørre, men lad dem ikke ligge for længe, da de så bliver grønne og dermed giftige. Gem dem et mørkt og køligt sted (4-8 grader), fx i en jordkule.
Gem kartoflerne
Lav kompost: Lav kompost af alle de grønne rester fra køkkenhaven, hvis du altså ikke har høns til at tage sig af dem. Det giver gratis gødning, der samtidig forbedrer jorden.
Mere om kompost
Klip toppen af tomaterne: Der er hverken lys eller varme nok til, at nye tomater kan nå at modne, så du kan lige så godt klippe toppen af planterne. Så kan planten bruge energien på at mode de frugter, der allerede er dannet, i stedet for på at danne nye skud og frugter. Fjern også angrebne blade, tynd ud og sørg for god udluftning i drivhuset, gerne døgnet rundt.
Skær asparges ned: Skær toppen af dine asparges, når bladene er blevet gule. De gule toppe kan bruges i buketter. Du kan også lade dem stå og skære dem ned til foråret.
Fjern nedfaldsfrugt: Det kan godt betale sig at fjerne æbler, som falder af træet tidligere end normalt. Næste år vil du opleve et markant fald i antallet af æbler med orm. Smid ikke ormbefængte æbler på komposten, men giv dem til hønsene eller smid dem i skraldespanden.
Klip brombær ned: Samtidig med at du høster de sidste brombær, kan du beskære planten, så den ikke bliver til et vildnis i løbet af få sæsoner. Klip de fleste skud af i jordhøjde, så der kun er 3-5 skud tilbage pr. plante. Bind disse op på et espalier.
Få styr på brombær i haven