Et hav af lyslilla bobler
‘Bubble Bath’ hedder denne sort af staudeprydløg, som Haveselskabet har kåret som Månedens plante i juli. Der er helt utrolig meget godt at sige om den: Den er klimavenlig, kan vokse i tør jord, er helt selvkørende og insektvenlig, kræver ikke vanding og kan bruges på mange måder og …
Jeg mødte staudeprydløg første gang i Holland for 20 år siden, da jeg var i praktik på planteskolen De Hessenhof. Det var, inden der var forædlet egentlige sorter af staudeprydløg. En dag fik jeg til opgave at dele og potte 2.000 planter til en kommune, der skulle bruge dem som kantplanter i stedet for buksbom, så jeg fik staudeprydløg godt ind under huden, og jeg må sige, at det er en plante, jeg simpelthen ikke kan sige noget dårligt om: For det første har den stor prydværdi næsten hele året, for det andet kan den anvendes på rigtig mange måder, for det tredje stiller den ingen krav til sin ejermand, for det fjerde er den robust, længelevende, længeblomstrende og meget vinterhårdfør, for det femte vælter den ikke, den er flot i buketter, og blomster og blade er spiselige. Min erfaring er, at rådyrene går uden om den, mens sommerfugle og andre insekter sværmer om den om sommeren. Hvad mere kan man forlange? Når jeg selv designer naturalistiske bede, bruger jeg den ofte, da den passer godt ind og giver en fin struktur. Den er bedets stabile indslag og tilbyder et festfyrværkeri af blomsterbobler i en lang periode.
Dyk ned i boblebadet
Staudeprydløg (kaldes også sommerprydløg) formodes at være en krydsning med kantet løg, Allium senescens. Kantet løg hører naturligt hjemme i tørre, ofte stenede omgivelser, herunder bjergenge, stepper og grusede områder. Planten stammer oprindeligt fra et område, der strækker sig fra Centraleuropa gennem Sibirien til Kina og Korea. Derfor skal du tilbyde ‘Bubble Bath’ en veldrænet jord, der ikke bliver våd om vinteren, og så vil den helst stå i fuld sol eller let skygge – den er tørketålende og også velegnet til krukker.
Allium ‘Bubble Bath’ er en cirka 60 centimeter høj løgplante. Bladene er flade, blågrønne og let snoede, og de dukker meget tidligt op af jorden om foråret, så pas på ikke at luge den væk! Bladene giver struktur til bedet næsten hele året, da de først visner helt ned sidst på vinteren. ‘Bubble Bath’ får et hav af kugleformede blomsterstande med lyslilla, stjerneformede blomster, der minder om store purløgsblomster, men med en sartere tone, i juli til september. Som nævnt kræver den ikke meget af sin ejermand – du kan fjerne blomsterhovederne efter afblomstring, hvis du ikke vil have, at den spreder sig, meeen det er næsten synd, for de er også flotte gennem vinteren. Sidst på vinteren fjernes de visne blade. Hvis du også bliver forelsket i planten og bare MÅ have flere, så kan du dele den om foråret, lige når den kommer op af jorden, eller om efteråret.
Vidste du, at...
...staudeprydløg og prydløg er i samme slægt, men er meget forskellige? Staudeprydløg har grønne blade, der er pæne næsten hele året, mens prydløg får grimme, visne blade, allerede inden de begynder at blomstre.
Som kant, solorytter eller flettet ind blandt venner
Staudeprydløg kan plantes forrest i bedet eller som kant som erstatning for for eksempel buksbom, da der
næsten er noget grønt at se på hele året. Den indgår i mange bede, der er designet efter principperne i “den hollandske staudebølge”, hvor stauder og græsser plantes i større felter eller blandes. Den kan eventuelt kombineres med tætblomstret galtetand (sælges også som havebetonie), Stachys monieri, eksempelvis sorten ‘Hummelo’, amsonia, Amsonia ‘Blue Ice’, og grå blåaks, Sesleria nitida.













