Plantefagmesse i Odense: Her er 3 spændende planteanbefalinger
Haveselskabet har været på Danske Planteskolers Plantefagmesse i Odense. Her får du 3 planter som Katrine fra rådgivningen synes var spændende.
Danske Planteskolers Plantefagmesse byder på masser af nye, spændene og anderledes planter, som er på vej ud i handlen, og dertil er der foredrag og gode snakke med planteskolefolket.
Haveselskabets havefaglige rådgivning var med på messen, og Katrine fra rådgivningen fandt tre planter som hun rigtig godt kunne lide - se dem lige her.
Tre gode anbefalinger:
1) Montbretia, Crocosmia hybrid ´Columbus´
Denne montbretia-sort adskiller sig lidt fra den, som man normalt kender, ´Jupiter´, der har orange blomster.´
'Colombus' er således mere gul og elegant og vil stå og lyse flot op i haven.
Den kan blive op til 75 cm høj, så den står godt forrest i bedet eller i krukker.
Montbretia er en fin gammel staude, som er ved at komme til ære og værdighed igen, efter at været mindre brugt i en periode.
2) Hibiscus, Hibiscus rosa-sinensis´HibisQs® Cato´
Er en sort med grå lyslilla blomster, og en kontrastfyldt mørkerød/pink midte, hvor der strækker sig en lang støvdrager ud, som bærer de klassiske gule støvknapper, der er typiske for hibiscusblomster.
"Jeg kan godt lide de usædvanlige farver, den virker som en moderne hibiscus. Flot fx. i en grå lerpotte i en vindueskarm.", siger Katrine fra rådgivningen.
3) Vin, Vitis viniferum ´Königliche Esther´
"Jeg kan godt lide at prøve nye vinplanter af, ´Königliche Esther´ ser spændende ud", fortæller Katrine fra plantefagmessen.
Den modner tidligt, har få kerner og fine dybblå druer.
"En drøm er at have en mark med alle mulige sorter af vinplanter. Det minder mig om Sydfrankrig at se på dem. Der er noget urgammelt og ædelt over dem. Vi spiser også vindruebladene, lægger dem i saltlage og fylder dem med ris og fisk," fortæller Katrine.
Anbefalingerne er hermed givet videre...
Planterne bliver i øvrigt solgt til Odense Blomsterfestival her i weekenden
Kig forbi Odense Blomsterfestival fra 13.-16. august 2026







