Buksbomhalvmøl kan æde det hele - her er alternativet
Der blev fundet larver af buksbomhalvmøl allerede i slutningen af marts, og lige nu mæsker de sig i dine buske. Larverne findes nu stort set i hele Danmark, og kan slå en busk ihjel på få uger. Haveselskabet anbefaler at man vælger andre planter, og har lavet en liste med 21 gode alternativer til buksbom, som medlemmer kan læse her eller se i HAVEN nr. 3, 2026.
De kan spise bladene på en buksbom i løbet af en uges tid, så går de i gang med grenene og herefter er det slut. Din buksbom kommer ikke igen. Den er færdig.
Buksbomhalvmøllets larver blev spottet første gang i slutningen af marts i det sydsjællandske, så til trods for en ganske hård vinter, er larverne overvintret, og har siden været i fuld gang med årets ædegilde.

- De er i deres tredje larvestadie og har overvintret i deres kokoner, men det er tidligt, at de er i gang, siger Haveselskabets tilknyttede ekspert i plantesygdomme og skadedyr, Magnus Gammelgaard, der har fandt de første angrebne buske i marts.
Hurtig
Larverne var dengang ca. 1 cm lange og meget aktive - som det kan ses af videoen, som Magnus Gammelgaard har optaget i begyndelsen af april - og han påpeger, at de har timet det med fremkomsten af buksbommens fine nye skud.
- Larverne er der så snart føden er tilgængelig, men de er noget hurtigere fremme, end andre vi kender til, påpeger han.
Buksbomhalvmøllet er et relativt nyt skadedyr i Danmark, men har efterhånden spredt sig til det meste af landet.
Fyn, dele af Sjælland og Lolland-Falster var hårdt angrebet allerede sidste år, mens Nordjylland var mindre ramt.
Eksplosiv vækst
Haveselskabet har her i starten af juni 2026 lavet en ny undersøgelse blandt over 3.000 haveejere der viser, at i mere end 80 procent af landets kommuner er der fundet buksbomhalvmøl.
Hele det østlige Danmark er inficeret - mens få ø-kommuner og dele af Nordjylland, ikke ser du til at være ramt endnu.
Det ser også ud til at væksten af buksbomhalvmøllarver er eksplosiv, for af de godt 3.000 svar, er næsten 2.000 observationer nye - altså spottet for første gang i 2026. Det er mere end en fordobling siden 2025 - og over syv gange flere nye observationer end i 2024.
Kølervæske
Larverne, der blev fundet i marts, er relativt store og er i det som kaldes det tredje larvestadie.
Æggene lægges på bladene om sommeren, af de voksne møl, og udvikler sig til larver. Dem der når at blive store, men ikke bliver voksne møl, dør om vinteren, men de mindre spinder en kokon, hvor de ligger lunt og godt, gemt mellem buksbombladene.
Og det gør ikke noget, at temperaturen er nede og runde 15 graders frost - det kan larverne godt klare - indtil foråret, hvor de kommer ud og går i gang med at spise.
- Larverne har en form for "kølervæske", så de kan klare de lave temperaturer, fortæller Magnus Gammelgaard.
Klip og sprøjt
Men hvad skal man så gøre, for at blive fri for de små kryb og redde sine buksbom?
Ja, anbefalingen er at fjerne larverne, hvis man kan, eller klippe de ramte steder væk.
Man kan også sprøjte med Larvex - et biologisk bekæmpelsesmiddel - der virker bedst, når det er over 15 graders varme udenfor. Meldingen er dog, at det efterhånden er udsolgt flere steder.
21 gode alternativer til buksbom
Som det ser ud nu, så er buksbom derfor så udsat, at Haveselskabet anbefaler, at man planter noget andet.
Der findes flere gode alternativer, som har nogle af de samme egenskaber - eksempelvis ift. formklipning, og tæt, lav vækst.
Her kan du læse om fire gode alternativer:
Fire gode alternativer til buksbom
Men Haveselskabets rådgivning har også lavet en ny udbygget liste med 21 gode alternativer, som du kan plante i stedet for buksbom, som medlemmer kan se i skemaet herunder.








