De 4 værste snegle i haven
Især fire sneglearter kan overskride selv den mest dyreelskende haveejers tolerancetærskel.
Langtfra alle snegle er skadedyr, som det er ønskværdigt at bekæmpe. Langt de fleste gør nytte ved at omsætte dødt, organisk materiale til næringsstoffer og humus, som kommer planterne til gode. Desuden er sneglene føde for mange dyr, for eksempel fugle, tudser og pindsvin.
Men fire snegle kan sætte de fleste haveejeres tålmodighed på prøve, når de slimer rundt på køkkenhavens grøntsager eller æder af vores prydplanter:
Iberiske skovsnegl/dræbersnegl
Iberiske skovsnegl, Arion vulgaris (syn. Arion lusitanicus), eller dræbersneglen som den også kaldes, er vist de fleste haveejernes værste fjende. Det er en nøgen snegl (uden hus). Den bliver op til 15 cm lang, er grådig og næsten altædende og kan optræde i enorme mængder, når den først har indtaget en have.
Plettet voldsnegl
Plettet voldsnegl, Cornu aspersum, har de seneste 10 år spredt sig hastigt i Danmark og er nogle steder endnu mere talrig end dræbersneglen, formentlig fordi den plettede voldsnegl klarer forårs- og sommertørke bedre end dræbersneglen.