Løgminérflue angriber løg og porrer
Porrer med lange, brune riller samt flossede blade og stikløg, der snor sig og har minegange ved basis, er tegn på angreb af løgminérfluens larver. Læs her, hvordan du kan minimere risikoen for angreb.
Det forlyder, at antallet af insektarter i Danmark falder drastisk, men der kommer også nye til. Kastanjeminérmøllet, pletvingefrugtfluen og nu også løgminérfluen er eksempler på nogle af de nye arter, som vi måske godt kunne være foruden.
Flere og flere køkkenhavedyrkere oplever at få høsten af porrer spoleret af denne nye løgminérflue eller mere korrekt dens larve. Men her slutter genvordighederne ikke, for overvintrende pupper kan forårsage ødelæggende skader på forårets stikløg.