Pletvingefrugtfluen ødelægger bærhøsten
Pletvingefrugtfluen elsker modne frugter og en varm sommer. Fluen - og især dens larver - kan gøre stor skade på modne frugter og bær.
Pletvingefrugtfluen, Drosophila suzukii, er en lille flue, som vi i stadig stigende grad er kommet til at lære at kende i de danske haver gennem de seneste 20 år. Desværre er det ikke et særlig behageligt bekendtskab, for den lille flues larver kan gøre stor skade på bløde, fuldmodne frugter og bær.
Pletvingefrugtfluens danske navn er lidt af en spiritusprøve, så fluen kaldes også motorcykelfluen pga. det latinske navn: Drosophila suzukii. Men lige så elsket som cykelmyggen Egon bliver den lille flue nok aldrig – i hvert fald ikke blandt haveejere.