Alt om sygdom og skadedyr i jordbær - kend dine fjender!
Jordbær er en af havens mest elskede afgrøder, så det er ærgerligt, når de bliver angrebet af sygdomme eller skadedyr. Du har større chance for succes med de saftige bær, hvis du kender til disse plager, som desværre får større betydning, i takt med at klimaet bliver varmere.
Havejordbærret, Fragaria x ananassa, har haft fast bopæl i danske haver i flere hundrede år, og det er der en naturlig grund til. Der er nemlig få ting, der slår glæden ved at plukke og spise sine egne solmodne jordbær direkte fra planten på en varm sommerdag.
Det er normalt ikke svært at dyrke jordbær; de er som udgangspunkt taknemmelige planter, der gerne gror frodigt, hvis du giver dem vand, når de trænger, og en smule gødning. Alligevel hører de til blandt de afgrøder, der kan angribes af et imponerende udvalg af sygdomme og skadedyr. Heldigvis møder man sjældent dem alle, men har du jordbær som et fast indslag i haven, er det en fordel, at du kender de mest almindelige og ved, hvordan du kan forebygge eller afhjælpe problemerne.


