Buske og træer til læhegnet
Læ giver bedre klima i haven. For planter, mennesker og dyr, der alle får det lunere og mere behageligt, når luften ikke hele tiden flytter sig.
Læ – eller manglen på samme – kan være den afgørende faktor, der bestemmer om haven overhovedet bruges. Med buske og mindre træer, der sier vinden og dermed dæmper dens hastighed, kan udesæsonen i haven forlænges med flere uger. Det betyder, at familien kan sidde ude med aftensmaden på terrassen, også når der ikke er vindstille.
Efteråret er den rette årstid til at gøre noget ved det. Det er højsæson for at plante læhegn, da efterårsplantning er den mest succesfulde måde at sikre nye planter en god begyndelse. Planter til læhegn kan med fordel købes som barrodsplanter. De etablerer sig nemt og det er langt den billigste løsning.
Jordtype og plantearter
Jordtypen har en del at sige i forhold til hvilke arter der er velegnede til læhegnet. I den vestlige del af landet, hvor man typisk oplever de største udfordringer med vinden, er jorden ofte sandet, mens den i den østlige del af landet er mere leret. Men der kan være store lokale forskelle.
Når man planter læhegn, har man i dag stort fokus på at hegnet skal mere end bare at skabe læ. Læhegn kan være levested for både insekter, fugle og vildt, hvis det sammensættes på den rigtige måde. Af hensyn til biodiversiteten vil det derfor også have stor værdi, hovedsageligt at vælge hjemmehørende arter, arter med frugt, arter med nektarrige blomster og arter der er tætte, hvor småfugle kan søge ly.