Plant nåletræer i september
September er en god periode at plante nåletræer i. Så kan de nå at få godt gang i rødderne, inden vinteren banker på.
De fleste steder i landet, er jorden fugtig nu. Alligevel er det klogt at vande i hullet, når du planter. Får vi en varm tør periode i løbet af efteråret, er det godt med endnu en tår vand til nyplantede nåletræer, især hvis de skal gro i let, sandet jord.
Nåletræer er det grønne indslag i haven om vinteren, og de er meget fuglevenlige. Mange småfugle bygger rede i nåletræerne, og de er gode som skjulested, når der er rovfugle i nærheden.
Nåletræer i nutidens haver behøver ikke være store gran og fyr, som tit ses i gamle haver, hvor er meget dominerende. Der er mange sorter af cypresser, enebær, taks og tuja som vokser langsomt og dermed passer i de mindre haver.
Placer nåletræerne i haven, så de kan ses indefra om vinteren. Bare et par enkelte nåletræer de rigtige steder, giver haven farve og indhold i den bladløse tid.
Enebær skal stå i sol. Cypresser og tuja trives bedst i sol men tåler også let skygge. Taks kan vokse både i sol og skygge.