Syrener i miniformat
Der findes flere forskellige dværgsyren, som er fra under 1 til 2 meter høje. Her får du en præsentation af de forskellige arter og sorter af disse minisyrener.
Flere syrensorter kaldes dværgsyrener, fordi de ikke bliver så store som de mere gængse syrener. Desuden har dvægsyrenerne finere grene, og de vokser langsommere end deres større slægtninge.
De største dværgsyrener kan blive over to meter høje, mens de mindste holder sig under en meter, selv efter mange år. Der er altså god grund til at kende lidt til sortsnavnene, når dværgsyren skal vælges. Så kan du gå efter den mest passende størrelse til din have.
De mindste
Den mindste dværgsyren, Syringa meyeri 'Palibin', bliver kun omkring en meter høj. Væksten er fingrenet, og den blomstrer med duftende, violette blomster i maj-juni. Den kan undertiden ses som Syringa palibiniana, men det er ikke det korrekte navn.