Syv vinterblomstrende buske
Her får du et lille udvalg af buske, som kan give farve i haven om vinteren.
Vinteren er en stille tid i haven og langt de fleste planter er i dvale. Stauderne er visnet ned, og de løvfældende buske og træer står med nøgne grene. Men når man kigger ud af vinduet, eller går gennem forhaven, er det nu alligevel meget rart at der stadig er planter der viser livstegn og kan give små farveglimt. De stedsegrønne planter er helt uundværlige i haven, hvor de om vinteren er med til at give haven form og struktur. Om sommeren er de mere anonyme, men giver behagelige grønne pauser imellem blomsterne.
Hvis vi vil have blomster i vores haver om vinteren, så er udvalget ikke så stort, men der findes buske som blomster fra det sene efterår, om vinteren og i det allertidligste forår, hvor længslen efter blomster er størst.
1) Vinterjasmin
Vinterjasmin, Jasminum nudiflorum, begynder ofte at blomstre i november. Blomsterne er gule og sidder enkeltvis på de tynde, grønne grene, der helst skal støtte sig til et espalier, hvor grenene kan ledes opad, fx op ad en mur eller et hegn. Hvis grenene får lov at krybe hen ad jorden, vil de slå rødder.
Vinterjasmin er løvfældende, og for at bevare en køn busk og en god blomstring, skal den tyndes ud en gang imellem, hvor man fjerner nogle af de ældste grene ved basis. Busken trives bedst på en plads med en del sol. Vinterdækning med grangrene på den nederste del, vil de første år hjælpe planten med en god etablering.