Ved du, hvad et rosarium er?« spørger rosenekspert Peter Ørum Scherg, da det fremgår, at Havens udsendte står lidt vaklende over for begrebet. »Definitionen på et rosarium er: en offentligt tilgængelig rosenhave præsenteret som en sortimentshave, en botanisk samling eller en samling af historiske roser med data på alle roserne,« forklarer han. »Det er jo en rigtig god mulighed for at studere udvoksede roser, inden man køber dem i planteskolen,« tilføjer han. Spørgsmålet opstod, fordi Peter selv er godt i gang med sit eget rosarium med historiske roser. 

Historiske roser fra hele verden

»Vores er ikke offentligt tilgængeligt, men jeg kalder det nu et rosarium alligevel,« fortsætter han og fortæller, at målet er, at rosariet skal rumme alle historiske roser fra hele verden. Lige nu er her godt 500 forskellige. Han mangler knap 200. Han vil så vidt muligt kun have roser, som er fremavlet før 1867, og de bliver vanskeligere og vanskeligere at finde frem til. Peter Ørum Scherg har alle grupperne repræsenteret, og i nogle af grupperne har han alle roser. »Jeg har alle de damaskroser, der findes i hele verden, jeg har alt, hvad der hedder bourbonroser. Jeg prøver også at skaffe alle gallicaroser, jeg har lidt over 70, men der er næsten 200 i gruppen, og mange er sjældne og næsten umulige at få fat i. Jeg har også alle dem, som folk ikke vil have, fordi de er besværlige at dyrke eller ikke egnede til det danske klima. Men jeg er jo en nørd, så jeg vil bare have dem uanset,« beretter han.

Først 1, så 22, så 71, så 291 …

Det begyndte ret tilfældigt, da Peter Ørum Scherg og hustruen Vibeke Krogs­gaard flyttede til det kønne skovhus i Vallø Storskov i 2007. Haven bestod kun af græsplæne og grantræer, så parret tog på planteskole og købte forskelligt til haven. En af planterne var rosen ‘Jacques Cartier’, som noget tilfældigt kom i indkøbsvognen. Om sommeren kunne Peter Ørum Scherg ikke undgå at bemærke rosens skønhed og duft, og så blev han nødt til at undersøge, hvad det var, fortæller han:

»Så jeg gik på biblioteket og tog en tilfældig bog om roser, og det var så en bog om historiske roser. Og da jeg havde læst den, gik det stærkt, ikke mindst fordi min hustru og jeg begge er historieinteresserede.« Peter Ørum Scherg begyndte at samle, og samlertrangen voksede nærmest eksponentielt: I 2010 havde han 22 roser, i 2011 var samlingen vokset til 71, i 2012 til 291, og i 2013 havde han 383 historiske roser. I dag er det så godt og vel 500. 

Rosenekspert Peter Scherg. Foto: Thomas Evaldsen

Historien interesserer

Men hvorfor er de historiske roser interessante? »De historiske roser er buske – de fleste af dem – og det vil sige, at man har en stor, flot busk med blomster fra top til tå. De fleste er også robuste. Rigtig mange af dem dufter vidunderligt, og så har de den der charme – og så ikke mindst historien. Mange af dem har en rigtig spændende historie bag sig, og nogle af historierne er sande, og nogle er op­fun­det, men det gør dem ikke mindre morsomme og spændende,« forklarer den rosenglade mand med et grin og giver et eksempel på en af skrønerne. »Rosen ‘Great Western’ kalder man også for Strandingsrosen, og den er der flere historier om,« fortæller han og beretter de to historier: »Ved den jyske vestkyst strandede der rigtig mange skibe i 1800-tallet. Omkring 1850 forliser et handelsskib, og på skibet er der blandt andet frø af rosen 'Great Western'. Mange af disse frø ender langs stranden, og senere kan man nogle få steder langs den jyske vestkyst finde 'Great Western' vokse vildt. Den anden historie er nok den mest sandsynlige – den går på, at det norske motorskib Batavia den 9. december 1923 strander lidt nord for Thorsminde. Batavia var på vej fra Rotterdam til Oslo, og med på skibet var Strandingsrosen. Og for at det ikke skal være løgn, så kalder man også rosen for “lokumsrosen”, da det siges, at man i Jylland plantede den uden for lokummerne for at tage den værste dunst.« 

Roserne er plantet på lange rækker. De beskæres ikke, og udvikler sig derfor til store buske. Foto: Thomas Evaldsen

Roserne beskæres ikke

Mange af de historiske roser er en­gangs­blomst­ren­de, men til gengæld får man et brus af blomster i de tre til fem uger, hvor de blomstrer, og oplevelsen er intensere, når man kun har den én gang om året. Syrener blomst­rer kun i to uger, pæoner kun i én, og æbletræer i ti dage, og dem elsker vi alligevel, bemærker Peter Ørum Scherg og tilføjer, at der jo også er mange historiske roser, der remonterer. 

Roserne i Vibeke Krogs­gaard og Peter Ørum Schergs have er kæmpebuske, nogle fire-fem meter høje og fyldt med blomster. En kæmpebusk af rosen 'Ispahan' markerer sig tydeligt – overstrøet med yndige, lyserøde blomster. Peter Ørum Scherg har ingen favoritter, men skulle han pege på én, måtte det nok blive den, antyder han. Også rosen 'Jacques Cartier', som det hele begyndte med, er fire-fem meter høj, og det er der ingen, der kan forstå, for i bøgerne står der, at den bliver 80-100 centimeter høj. Men selv en lille portlandrose kan blive stor, hvis man ikke beskærer den, forklarer Haveselskabets rosenekspert. Det er nemlig ét af dyrkningsprincipperne i haven, at han ikke beskærer sine historiske roser, medmindre der er en enkelt gren, som ligger hen over græsplænen eller lignende, og derfor er det mægtige buske, som fylder haven med blomster og duft.

Den historiske damaskrose 'Ispahan'. Foto: Thomas Evaldsen

Mange står i rækker, for i rosariet er det planen, at de skal stå i grupper, så gallicaroserne står ved siden af hinanden, bourbonroserne ved siden af hinanden og så videre. Alle roserne er mærket med årstal, forædler, art, gruppe og sort. Nogle står frit i plænen, og huset er smukt beklædt med de blomst­rende, duftende skønheder. 

Peter Ørum Scherg finder sine roser i Europa-Rosarium Sangerhausen, som rummer verdens største samling af roser, eller andre steder ude i verden. Den allernyeste i hans samling er ‘D’Aguesseau’ – en gallicarose, som skulle være den rødeste i denne gruppe. Men den skal roseneksperten først i gang med at lære at kende.

Hvad er en historisk rose?

En rose kaldes historisk, når den er fra en rosengruppe, som er frembragt før 1867. Det blev fastlagt af World Federation of Rose Societies i 1967. Men hvis man fremavler en rose i 2020, som tilhører en af grupperne med historiske roser, for eksempel gallica, så er den også historisk. Alle sorter af historiske roser i Peter Ørum Schergs have er dog primært fremavlet inden 1867.

Den historiske rose 'Tuscany'. Foto: Thomas Evaldsen

Én rose, flere navne?

På billedet ses rosen ‘Tuscany’ – en gallicarose fra 1596. Peter Ørum Scherg har også rosen ‘Tuscany Superb’ i sin have. Den er fra 1837. Den ligner ‘Tuscany’ til forveksling, men siges generelt at være lidt større i blomst og vækst med mere. Peter Ørum Scherg kan ikke få øje på forskellen, og der er da også flere rosenentusiaster, som mener, at rosen måske er den samme som ‘Tuscany’. 

»I 1800-1860 stjal rosenforædlerne fra hinanden med arme og ben, for roser var meget, meget moderne, og hvis man kunne frembringe en ny rose i den periode, så var man noget ved musikken, kunne tjene rigtig mange penge og fik adgang til hoffet og så videre,« forklarer Ørum Peter Scherg og fortsætter: »Det lider vi så under i dag, når vi skal bestemme roserne, men det er efterhånden blevet nemmere at få dem DNA-testet, så man finder frem til det rigtige tilhørsforhold, og nogle gange ser man så, at det slet ikke var den rose, man troede.« 
Han gør sig stor umage for at undgå, at han får den samme rose i to udgaver i sin have. 

Peter Ørum Schergs rosenhave. Foto: Thomas Evaldsen