Sådan gøder du dine roser
En af hemmelighederne bag smukke roser er gødning. Her kan du læse, hvordan Haveselskabets rosenekspert Peter Ørum Scherg gøder sine roser.
Der findes mange meninger om, hvordan man skal gøde sine roser, hvornår man skal gøre det og med hvad. En ting er sikkert, roser elsker gødning, og hvis man giver dem, hvad de har behov for, så kvitterer de med overdådig blomstring.
Vi har spurgt Haveselskabets rosenekspert Peter Ørum Scherg hvordan han gøder sine over 400 roser. Peter er en ægte rosennørd med stor viden om roser, og han er desuden bestyrelsesmedlem i Det Danske Rosenselskab.
Hvad gøder du dine roser med?
Jeg gøder både med komposteret hestemøg, rosengødning og universal havegødning. Min erfaring er, at der ikke er nogen væsentlig forskel på, om jeg bruger rosengødning eller en universal havegødning.
Hvornår gøder du roser?
For at holde jorden velgødet udlægger jeg et lag komposteret hestemøg omkring planterne i januar. Det er ikke en nødvendighed, men jeg har gode erfaringer med det. Jeg lægger det jævnt i hele bedet.
Omkring 1. marts gøder jeg så igen med enten rosengødning eller havegødning. Frem til 1. august gøder jeg en gang om måneden.
Jeg ved, at andre anbefaler at gøde roser tre gange i løbet af sæsonen i april, maj og juni, og det kan man gøre uden problemer, men jeg har selv virkelig gode erfaringer med at gøde seks gange i løbet af vækstsæsonen. Mine roser kvitterer med fantastisk mange blomster og tæt bladvækst, så det vil jeg klart anbefale.
Der er desuden mindre risiko for overgødskning, hvis man gøder med en lille smule gødning ofte, end når man giver større mængder gødning ad gangen.
Hvordan gøder du roserne?
Jeg spreder ca. en spiseske gødning pr. plante, og fordeler det hele vejen rundt om rosen, men holder en afstand på mindst 20 cm til stammen. De små tynde rødder, som optager næringen, sidder i ydrekanten af rodklumpen og ikke inde omkring centrum. Den metode har jeg gode erfaringer med.
Er der forskel på, hvordan du gøder de remonterende og engangsblomstrende roser?
Der er ikke den store forskel. Jeg gøder alle mine roser samtidig, dog giver jeg de engangsblomstrende lidt mindre gødning pr. gang end de remonterende. Selvom roserne ikke blomstrer, har de brug for næring til at sætte endnu flere grene og blade.